Anmeldelse

Pas på naturen

Klik for at skrive manchettekst.

Gode, nye materialer til undervisning om naturforvaltning

Hvad er vigtigst? At lade eleverne beskæftige sig med den tropiske regnskovs fremtid eller med genopretning af et lille, lokalt dansk vandhul?

Et umuligt spørgsmål, der efter min mening blot understreger nødvendigheden af, at emnet naturforvaltning med udgangspunkt i danske forhold bør indtage en stadig større og mere bevidst rolle i elevernes verdensbillede. Som undervisere er det vort ansvar at skaffe de nødvendige forudsætninger for at inddrage emnet som en del af skolens grønne islæt.

Danmark er et af de lande i verden, hvor mest 'naturlig' natur er fortrængt af kulturlandskaber. Men vi er samtidig et foregangsland hvad angår genskabelse af oprindelige naturområder. Og således kan vi i vor overflods velstand være med til at præge den globale udvikling med henblik på at bevare naturen og dens mangfoldighed.

I både natur-teknik, biologi, geografi, samfundsfag og projektopgaven er emnet særdeles oplagt til at pirre elevernes proportionssans. Og til at vise utilstrækkeligheden og måske det helt overflødige ved blot at arbejde isoleret med fjerne og eksotiske ting som regnskov, ørkenspredning, sydhavsøer og truede dyr i Afrika - uden samtidig at feje for egen dør og drage paralleller på lokalt plan.

Disse tre materialer kan alle være med til at befordre denne erkendelse af et både lokalt og globalt ansvar - og at naturforvaltning ikke blot kan ses som enten et lokalt, nationalt eller et fjernt, eksotisk anliggende.

'Naturen Tur/Retur' er et resultat af Skov- og Naturstyrelsens årsmøde i 1995 om naturens tilstand og udvikling.

Gennem en række korte og velskrevne artikler fortælles om naturgenopretningsprojekter af vådområder, strategier for land- og skovbrug og konkrete, realistiske bud på at sikre mangfoldigheden af fremtidens vilde planter og dyr. Som en væsentlig del skal kulturmiljøet medtænkes, når der snakkes planlægning af landskabet, da menneske og samfund mere end naturens egne processer i dag er med til at styre naturens udvikling.

Bogen giver underviseren en god indføring i den officielle danske naturovervågning som et afgørende grundlag for en effektiv naturforvaltning.

'Økologi og Naturforvaltning' er primært tiltænkt valgfagsundervisning i gymnasiet/HF. I kedsommelig lay-out overgår den de fleste af de materialer, vi er vant til i folkeskolen. Men som 'lærebog' for den underviser, der på egen hånd ønsker at opbygge eller genopfriske sin baggrundsviden, er den særdeles anvendelig.

Bogen giver en grundig indføring i traditionelle og grundlæggende økologiske begreber, samtidig med at den som sin væsentligste styrke illustrerer den praktiske brug af teori og økologisk indsigt gennem vedkommende og konkrete eksempler fra den virkelige natur. Her behandles emner som primærproduktion, populationsbiologi, dansk havmiljø, land- og skovbrugets naturforvaltning, søgenopretning og eutrofiering og tropiske og arktiske miljøer.

'Naturen Vender Tilbage' er en flot og gennemarbejdet, undervisningstilrettelagt bog til brug på de ældste klassetrin. Dansk naturgenopretning er i fuld gang, og indtil nu har det kun kostet 25 kroner om året per indbygger at få naturen til at blive sig selv igen.

Indholdet, der koncentrerer sig om søer og ferskvand, er meget konkret i beskrivelsen af bestemte lokaliteter, samtidig med at der indføres generelle økologiske begreber. De fleste klasser har mulighed for at relatere de beskrevne emner til deres egen egn. Gennem en debat om forskellige natursyn lægges op til vurderinger af etiske- og holdningsmæssige aspekter. Bogen igennem er der en række gode og aktive forslag til elevøvelser, og der afsluttes med korte ideer til projektopgaven og naturgenopretning i nærmiljøet.

En stor del af bogen beskriver projektet med genopretning af Højby Sø i Odsherred og kulturlandskabet i denne del af landet. I detaljer fortælles om det historiske forløb fra istidsdannelse, til den nygenoprettet Højby Sø i 1990.

Nogle af disse mange sider kunne dog være bedre anvendt til yderligere oplæg til elevaktiviteter, fordi projektet præsenteres på næsten samme måde i den tilhørende dias-video "En sø genopstår". Prisen er desværre så høj, at kun de færreste får mulighed for at anvende den, hvis den ikke kan lånes fra amts- eller pædagogisk central.

Med "Naturen vender tilbage" i hånden er der gode muligheder for at få taget hul på et vanskeligt, men påtrængende emne om vor brug af naturgrundlaget.