Pædagogikprofessor: Kunstundervisning er i krise

Undervisning er, at læreren peger på noget, der er værd at fremvise. Det er en gave til eleven. Læreren skal ikke kontrollere elevernes udbytte eller forvente taknemmelighed, og eleverne kan afviselærernes påpegning og fremvisning. Det kan de, fordi de er selvstændige subjekter, og subjektet handler ikke om, hvad man kan, hvilke kompetencer man har tilegnet sig eller om identitet. Det drejer sig om, at man handler i verden. At være et subjekt drejer sig ikke om, hvad man er, men om hvordan man er. Subjektet handler i verden og vælger, fravælger og transformerer handlemuligheder. Verden findes og opleves som modstand.

Hvad har det med undervisning i kunst at gøre? Temmelig meget, ifølge den verdenskendte uddannelsestænker Gert Biesta, der er professor i pædagogik ved universitetet i Edinburgh. Han kritiserer, at elever gennem kunsten kun udtrykker deres egen stemme, og identitet for både beskæftigelse med kunsten og pædagogikken bør føre til, at eleverne indser, at de ikke er verdens centrum. Der findes en verden i sig selv, som eleverne kan gå i dialog med. Det er ikke nok, at eleverne udtrykker sig, er kreative og får sidegevinster til højtvurderede fag som modersmål og matematik.

Kunst spiller, efter Gert Biestas mening, en central rolle i forbindelse med det at blive et subjekt i verden. Undervisningen i kunst er ikke at lede eleverne frem til en fast fortolkning og mening om ideen med kunstværket. Eleverne skal arbejde med værket, afprøve forskellige muligheder for oplevelse og give sig god tid.

Der er mange væsentlige synspunkter i Gert Biestas bog, som er relevante i en tid, hvor instrumentel målstyrings- og evalueringstankegang stadig hersker. Når der tales om frihed til folkeskolen, vil Gert Biestas forfatterskab også være relevant i diskussionen af, hvad der egentlig menes med frihed i regeringens udspil.

Men selv om Gert Biestas synspunkter, som gentages om og om igen i bogen, er relevante og inspirerende, virker de alligevel abstrakte og urealistiske set i en dansk sammenhæng. Der er masser af god undervisning i folkeskolen, som gør eleverne til selvstændige, ansvarlige borgere, og Gert Biestas voldsomme angreb på dannelsestænkning og socialkonstruktivisme som umyndiggørende er set i dansk sammenhæng ude af dimensioner.

I folkeskolen er der mangfoldighed og mange veje afhængigt af lærere, forældre og det lokale miljø. Godt, at det er sådan.