Da forlaget Malling Beck for et år siden trak bøgerne "Os og kristendom" 5 og 6 tilbage, var det blandt andet på baggrund af skarp og rimelig kritik af bøgernes fremstilling af islam.
Undervisningsmateriale til brug i folkeskolen skal naturligvis ikke baseres på eller udelukkende videreformidle ideologiske, politiske eller religiøse vurderinger af en sag eller et indholdsområde i et fag. På den anden side bør et undervisningsmateriale heller ikke have det mål blot at videreformidle objektive, uproblematiske fakta.
I de nu tilbagetrukne udgaver af de to bøger var den problemorienterede tilgang til islam med fokus på konfliktfelter vedrørende terrorisme, fundamentalisme og kultursammenstød nok pædagogisk interessant, men fagligt og læst uden for den pædagogiske kontekst temmelig problematisk.
Det kritiserede afsnit i "Os og kristendom 5" om islam er nu erstattet af et oplæg til en livsfilosofisk samtale om retfærdighed. I "Os og kristendom 6" er afsnittet kristendom og islam omskrevet til at give en faktuel introduktion til jødedom, kristendom og islam samt indeholder en særlig fokus på livet som muslim. Målet med undervisningen ud fra dette nye afsnit er at medvirke til gensidig forståelse og samtale på tværs af kulturel forskellighed. En opfyldelse af dette mål tror jeg bedre vil kunne lykkes med denne tilgang til sagen. Og så må man håbe, at der derefter bliver mulighed for også at arbejde med mere konfliktfyldte og problemorienterede temaer.
Os og kristendom 6, grundbog og lærervejledning / Os og kristendom 5, grundbog og lærervejledning
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.