Opfindelsen af Hugo Cabret, bind 1 og 2

Billedroman er ikke et entydigt begreb, selv om Dansklærerforeningens Forlag næsten har monopoliseret det med sin gode serie. Graphic Novel er Politiken-læsere blevet introduceret for i sommerens føljeton med den iranske "Persepolis", som dog ikke er helt nem at afgrænse fra tegneseriegenren.

I dette dobbeltbind får vi en tredje version, hvor teksten her og der ophører og afløses af en sekvens med suverænt gode sort-hvide blyantstegninger. Billedforløbet er nærmest filmisk, og det viser der sig at være en grund til: Romanpersonernes kamp om hemmeligheder har deres årsag i hændelser tilbage i stumfilmens dage. Men vi må hellere begynde fra begyndelsen.

12-årige Hugo skjuler sig på en banegård i Paris, i en tjenestebolig, der er glemt af de fleste; her bor hans onkel, som imidlertid er forsvundet. Så mens hans uåbnede lønsedler hober sig op, sørger Hugo for at passe onklens job med at vedligeholde banegårdens ure, så den strikse stationsforstander ikke opdager fraværet. Den fingernemme dreng har imidlertid et eget projekt, nemlig at rekonstruere et mekanisk menneske, som han har reddet fra den museumsbrand, der kostede hans far livet.

Plottet er godt skruet sammen og historien fint fortalt både i tekst og i billeder, selv om der her og der er ved at gå lidt "Frændeløs" i sagerne.

Glimrende forfatter og fantastisk tegner i én og samme person. Men han virker som en ringe tryllekunstner, når han kommer til at afsløre alle sine tricks, bare fordi han ikke kan nære sig for at holde en Academy Award-takketale som efterskrift. Her skulle han have nøjedes med rulleteksterne.