Onkel Pedro kommer hjem

Sune bor alene med sin mor, og manden i hans liv er den fantastiske onkel Pedro, som er lygtepæleklatrer, hajbekæmper, vandkanonfører, hemmelig kloakvæsensagent og meget andet. Men findes han? Eller er han en god, usynlig fantasiven?

En dag kommer han på besøg. Han ser slet ikke ud, som Sune eller for den sags skyld de andre børn forestiller sig. Han er lille. Han halter lidt. Og så ligner han faktisk Sune.

Moren tager sammenbidt imod ham. Han sover på sofaen. Men en morgen ser Sune ham rykket ind i soveværelset. Sune indrømmer glad over for de andre, at det nok var løgn, det med onkel Pedro.

Hej, far!

Morten Ramsland har begået en fin skildring af det indre liv hos en dreng, der bearbejder et savn, og af en tro på, at der er muligheder for at finde veje ud af problemer.

Dette er altså ikke en manual til børn, der har forældre i fængsel, forældre, der er flyttet, eller som bare er fraværende, men det er et lille ømt klap til tanken, som kan give livsmod, også hvis man står og mangler en af de voksne.

Rasmus Juul har illustreret i sin vanlige let naive, grovfigurative stil. Men hvor Morten Ramslands univers dog klæder Rasmus Juul - og omvendt. Netop den tilsyneladende ydre fortælling om det indre liv får Juuls illustrationer til at sitre, og han hjælper læseren på vej fra den ydre handling ind i sjælen på Sune, for eksempel ved at lade alle handlingerne være præget af konturoptrukne figurer, men fortællingen om onkel Pedro får svæv af konturvage papirklip. Og så er det altså en fryd at se første billede af onkel Pedro himself, da han ankommer. Ørerne, håret, det hele. Han ligner en forstørret udgave af Sune. Og så er det bare at vente på: Hej, far!

Ligesom Ramsland og Juul passer som ord til billeder og billeder til ord til hinanden, sådan vil denne herlige, ømme fortælling passe som bog til barn og som barn til bog i indskolingen.