Syge børn på hospital kræver ikke kun lægelig ekspertise, også den psykiske belastning for barnet og for familien er omsorgskrævende. Makkerparret Per Bøge og Jes Dige fra Kræftens Bekæmpelse har udgivet den 12. bog i serien "OmSorg", denne gang om kræftsyge børns tilbagevenden til skolen.
Som sædvanlig er det et letlæst, gennemarbejdet hæfte, hvor lærere kan hente råd og vejledning i den svære situation, det er at have en kræftsyg elev. Hæftet indeholder praktiske informationer som eksempler på forældrebreve, reaktioner og spørgsmål fra klassekammeraterne, kontakten til den syge elev og forældre. Den sidste del består af bilag med en informativ gennemgang af forskellige kræftsygdomme hos børn, behandlinger og bivirkninger, skrevet i forståeligt sprog.
Ud af de 150 børn, der hvert år får konstateret kræft, dør 20 børn af sygdommen. I hæftet er det Helle fra 1. klasse, som klasselæreren fortæller om. Vi lærere, der har oplevet dødsfald i vores klasser, kan vel ikke undgå at få minderne aktiveret og ønske, at der havde været så grundigt et materiale at hente hjælp fra som dette.
Grundholdningen hos makkerparret Bøge/Dige bygger på åbenhed og information, og det er da også budskabet her. Jo mere information, åbenhed og samarbejde med familien, jo færre rygter og misforståelser opstår der, og des bedre kan barnet støttes. Med dette hæfte i hånden er vi som lærere bedre rustet, hvis vi kommer ud for at modtage det chokerende budskab, at en af vores elever har fået konstateret kræft.
OmSorg. Tilbage til skolen?
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.