4.000 børn mister hvert år en forælder ved død. Hvordan kan skolen og lærerne bedst støtte disse børn? Det giver Kræftens Bekæmpelses nye undervisningsmateriale et godt bud på. Et følsomt og vanskeligt tema, hvor tabuerne florerer, og som mange helst forbigår i tavshed.
Men det er nødvendigt, at vi tager stilling til vores egen rolle, og vigtigt for børnene, at vi tør udvise mod til at støtte i den svære tid.
Bogen gennemgår begreber, følelser og tanker om livets skyggesider til brug i temaarbejde i klassen og til information for læreren. Med udgangspunkt i en række cases fremlægges forslag til arbejdet. Bogen er desuden forsynet med en omfattende forslagsliste til velegnet litteratur.
Videofilmen er en fin, lille tegnefilm om børns forestillinger om døden. Et alvorligt emne skildret med forløsende, humoristiske klip.
Stærkt står lydbåndets indslag om sorgen som 'en kasse med fortid. Den skal holdes åben, men kan godt sættes ind på en hylde indimellem, for man kan ikke have den i hånden hele tiden'. Netop det skal materialet bruges til; at give rum for sorgen for livets skyld.
Kræftens Bekæmpelse har givet os en sober, gribende og nødvendig håndsrækning i skridtet til større åbenhed og forståelse for sorgens mange ansigter. Her er tavshed ikke guld, men symbolet på medmenneskers uvidenhed og berøringsangst.
Om sorg
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.