Børnehaveklasselederne
DLF ønsker at forhøje slutlønnen for børnehaveklasseledere efter 12 års ansættelse.
"Vi vil gøre noget for at få højere slutløn. Den ligger simpelthen for lavt", sagde overenskomstudvalgsformand Gordon Ørskov Madsen og fortalte, at man også går efter et skal-tillæg til pædagogstuderende i børnehaveklasseleder-praktik som svarer til BUPL/KL-overenskomsten.
Audiologopæder
Hovedstyrelsen ønsker også at gøre noget for tale/hørelærere med en audiologopæd/logopæd-baggrund fra universitet frem for en læreruddannelse. Målet er at de får et lønforløb, som er magen til læreruddannedes med lønstigninger efter fire, otte og tolv år.
Konsulenter og skolepsykologer
Et tilsvarende lønforløb vil DLF også rejse krav om for konsulenter og skolepsykologer. Det blev afprøvet ved overenskomstforhandlingerne i 2015, men KL afviste kravet. KL mente, at man må bruge lokale midler til at løfte skolepsykologer og konsulenter.
"Konsulenter og skolepsykologer har vi haft kig på længe og også forsøgt at få løftet. Vi kan konstatere, at det gør man ikke lokalt. Så vi foreslår en garantiordning, så hvis man ikke har fået en stigning i den lokale løn, så er der den her garantiordning, der træder i kraft", sagde Gordon Ørskov Madsen.
UU-vejledere
Et tilsvarende krav til DLF stille for UU-vejlederne.
"De skal pt. have et lokalt aftalt funktionstillæg, blandt andet fordi de ikke får underviser-/undervisningstillægget. Her har mange kredse vanskeligt ved at opnå et tillæg, der matcher undervisertillægget. Derfor vil vi også foreslå en garantiløn for denne gruppe", sagde Gordon Ørskov.
Professionsbachelorer i ernæring og sundhed
Ved overenskomstforhandlingerne i 2015 blev det aftalt, at professionsbachelorerne i ernæring og sundhed får en grundløn.
"Det har været et længe næret ønske. Denne gang vil vi foreslå et lønforløb, som lærerne allerede har", lød det fra Gordon Ørskov i kravfremlæggelsen på kongressen.
DLF-medlemmer ansat på en overenskomst med staten
Gordon Ørskov Madsen fortalte, at de DLF-medlemmer, som er ansat på en statslig overenskomst – for eksempel lærerne på de private gymnasiers grundskoler og sosu-skolerne – halter lønmæssigt bagud.
"Der er et udtalt behov for en generel lønmæssig forbedring. Nogle af de undervisere vi har – særligt lærere ansat på sosuskoler, men også andre – har simpelthen et meget lavere lønniveau end lærere", sagde han og fortalte, at DLF vil kræve, at der bliver sat penge af til organisationsforhandlinger for denne gruppe.
"Det er noget, vi har brugt rigtig meget tid på i Overenskomstudvalget for at finde løsninger på", sagde han. "Der har ikke været midler til organisationsforhandlinger på det statslige område siden overenskomsten i 2008. Det foreslår vi altså, at der bliver nu".
DLF vil stille krav om forhøjelse af basislønnen for alle statsgrupper og centralt aftalte funktions- og kvalifikationstillæg til de enkelte grupper".
OK18: Mere i løn – også til de mindre medlemsgrupper
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.