Odense udvikler undervisning på modersmål

Siden august i år har Abildgårdskolens elever i Odense med tyrkisk, somalisk og arabisk familiebaggrund fået undervisning på deres modersmål i to ugentlige lektioner.

Skoleleder Allan Feldskou tror på, at det kan betale sig at udvikle elevernes samlede sproglige repertoire, når de skal blive fagligt stærke. Men selve begrebet modersmålsundervisning ville han gerne kunne udskifte med et andet.

»Jeg kalder det et belastet begreb, fordi mange forbinder det med den modersmålsundervisning, vi havde for ti år siden - med noget, der ikke rigtig fungerede, var spild af resurser og ikke havde lødig karakter«, siger Allan Feldskou.

I klasselokalerne på hans skole er modersmålsundervisningen i år på mange måder en anden end den, der før i tiden fandtes efter skoletid og med Allan Feldskous udtryk »levede sit eget liv uden sammenhæng til den almindelige undervisning«.

Og netop sammenhæng er nøgleordet i skolens måde at tænke moderne modersmålsundervisning på.

En følelse af anerkendelse

Fredag er sprogdag for alle elever i indskolingen. Mens ti elever får styrket deres tyrkiske ordforråd og fordoblet deres begrebsverden, afholdes i løbet af dagen også undervisning for tre arabiske og tre somaliske klasser. Alle klasser arbejder lige nu med temaet sport og krop, også hvor undervisningen foregår på dansk.

»Spor dallari« står der på tavlen i det mindste af klasselokalerne, hvor fredagens tyrkiskundervisning er begyndt. Med blikkene vendt mod modersmålsunderviser Gülüzar Çoban, der fører kridtet, kan særligt drengene ikke holde sig tilbage med bud på sportsgrene, der kan få plads i ordvrimlen på tavlen. På tyrkisk hedder løb yarış, cykel bisiklet og fodbold fudbol, lærer eleverne. Flere af dem kender begreberne i forvejen, men ser dem nu også på skrift.

Den lille skare af elever taler alle flydende dansk, men deres familiebaggrund er tyrkisk. Mens to af pigerne er tyrkiske kurdere, er brødrene Ayhan og Okan børn af en dansk mor og en tyrkisk far. Altså har eleverne forskellige forudsætninger for at tale, lære og forstå tyrkisk. Aldersmæssigt er eleverne også ulige, men alligevel oplever Gülüzar Çoban, at der er opstået et fællesskab i klassen.

»Eleverne føler sig stolte. Tyrkiskundervisningen betyder meget for anerkendelsen af, hvem de er«, siger Gülüzar Çoban, der selv har tyrkisk baggrund. Siden hun i 2005 blev uddannet fra Odense Seminarium, har hun undervist i kristendom, dansk som andetsprog og matematik på Abildgårdskolen.

Også etnisk danske elever kan vælge arabisk

Abildgårdskolen har i første omgang fået penge fra Odense Kommune til modersmålsundervisningen i indskolingen de næste tre år. Men Allan Feldskou har visioner for skolen, der rækker langt ud over udviklingsprojektets treårige horisont.

Han og den øvrige skoleledelse ville gerne på sigt kunne kalde sig en international sprogskole, hvor arabisk, tyrkisk og somalisk blev fag, alle elever, uafhængigt af etnisk oprindelse, kunne vælge.

»Hvis nogle af de etnisk danske elever synes, at det ville være spændende at lære de arabiske skrifttegn, så skulle de have lov til det«, siger Allan Feldskou.

Men hverken skolens profil eller det helt rigtige ord for viften af udbudte sprogtimer er endnu afgjort. Kalder man Abildgårdskolen for en sprogskole, ser skolelederen særligt ét problem.

»Mange af vores forældre opfatter sprogskole som noget helt andet end det, vi gerne vil signalere. Da de i sin tid kom til Danmark, gik de på danskkurser på en sprogskole inde i Odense. Det er jo noget helt andet end den folkeskole, vi er«, siger Allan Feldskou.