44 procent af eleverne i 6. og 8. klasse bruger en chatbot til hjælp i skolearbejdet. Og 23 procent bruger den til at få svaret på opgaven frem for selv at løse den.
Det viser endnu ikke offentliggjorte tal fra Grundskolepanelet, som undervisningsminister Magnus Heunicke (S) fik i hånden på andendagen af Sorømødet om netop AI i skolen.
Her fortalte han, at tallene bekræfter ham i, at der skal sættes ekstra fart på arbejdet mod den type brug af kunstig intelligens, samtidig med at politikerne og sektoren snarest skal i gang med at formulere den nationale strategi for AI i uddannelsessektoren, som er en del af regeringsgrundlaget.
”Så længe eleverne har adgang til en teknologi, der kan erstatte læring i hjemmet og i skolen, så halter vi bagefter,” lød det også fra Moderaternes undervisningsordfører for Rasmus Lund-Nielsen på Sorømødets andendag.
Ordfører: ”Man lærer faktisk bedre med pen og papir”
På Sorømødet lancerede oplægsholder Stefan Hermann ordet 'amish' om den skærmfri tilgang. Og siden sagde Moderaternes undervisningsordfører, at han mener, at ”amish-skægget skal gro helt ned til gulvet”, når det gælder sikring af, at eleverne lærer fag og færdigheder uden kunstig intelligens.
”Man lærer faktisk bedre med pen og papir,” sagde han og fortalte, at han vil have flere skriftlige opgaver flyttet fra hjem til skole. En opfordring, som undervisningsministeren også torsdag kom med til landets gymnasier.
”Det handler ikke om lærernes metodefrihed - den er hellig - men det skal ikke være læreren, der skal være bussemand. Det skal vi gøre centralt fra,” sagde Rasmus Lund-Nielsen.
Læs også
Politiker advarer: Vi skal ikke lave flere test
Det var ikke alle undervisningsordførere, der kunne deltage i mødets anden dag, men repræsentanter fra de fire regeringspartier og støttepartiet Enhedslisten sluttede mødet af med en paneldebat.
De henviste alle til, hvor stort et indtryk, det havde gjort på dem at høre repræsentanter fra elevorganisationerne fortælle om, hvorfor elever ofte lader sig friste til at bede AI om lidt mere hjælp, end godt er.
Det handler nemlig om at sikre sig, at de besvarer opgaven korrekt og får en høj karakter.
”Derfor håber jeg ikke, at svaret på AI bliver endnu flere prøver og test,” lød det fra SF's Astrid Carøe.
”Jeg er glad for, at også eleverne efterlyser nogle retningslinjer. Så dem laver vi bare, og så bakker I op,” sagde Socialdemokratiets Matilde Powers med et smil og bed særligt mærke i, at eleverne oplever et alt for stort fokus på produkt frem for proces, fordi det jo er produktet, der bliver bedømt.
Nye tal: Hver fjerde elev får AI til at løse skoleopgaver
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.