Kan man skrive romaner, som er interessante for andre en lærere og skolepædagoger, hvis handlingen udspiller sig i folkeskolen – og synsvinklen er lærernes? Naja Roos og Kirstine Ersbøll Meyhoff giver meget forskellige bud på, hvordan en roman om skolen kan se ud.
Naja Roos’ ”Mellemtime” giver læseren en tåkrummende fornemmelse af at være en lurer i teamsamarbejdet. Kirstine Ersbøll Meyhoffs ”Smukke unge mennesker” er et litterært modsvar på Hans Scherfigs ”Det forsømte forår”. Men ud over romanernes arena og dermed visse handlingselementer, er der ikke mange ligheder mellem de to romaner.
At læse ”Mellemtime” er at læse 428 sider med tæerne helt krøllet sammen. 428 sider, hvor jeg hele tiden havde lyst til at holde øje med om nogen læste med over skulderen, om nogen så mig læse det, der indholdsmæssigt lignede en dagbog, som ret mange lærere kunne have skrevet. Bogen er således ikke ubetinget noget behageligt bekendtskab, men tag ikke fejl: Den virkning romanen har på tæerne er slet ikke at foragte. Forfatteren konfronterer læseren (hvis læseren er lærer) med de følelser, konflikter og frustrationer, som ofte udspiller sig i et teamsamarbejde.
Vi bliver vidner til teamsamarbejdet omkring 8. årgang set gennem henholdsvis Karens og Astrids øjne. Karen er erfaren lærer, dygtig, respekteret og tæt på pensionsalderen. Astrid er ung, energisk, iderig og idealistisk. Ud over Astrid og Karen består årgangsteamet også af to mandlige lærere, Mads og Jens.
Karen er træt. Træt af skoleledelsen og kommunens evigt skiftende pædagogiske og didaktiske fokuspunkter. Hun er også lidt træt af sine teammakkere – ikke Astrid – hende er hun blot en slags bekymret for. Hendes suk trænger dybt ind i læseren. Hvordan skal al Astrids engagement overleve en helt umulig samarbejdsrelation? Karen kommer ofte til at fremstå lidt knotten (med al mulig god grund) og lidt ”my-way-or-the-highway” i kollegernes øjne. Astrid holder en lidt lavere profil, gør hvad hun kan – og ofte lidt for meget – for at redde æren for de knapt så arbejdsomme mandlige kolleger.
Og her har vi en af årsagerne til de krummede tæer: De to mandlige kolleger i teamet er ikke portrætteret med megen kærlighed. Mads er for eksempel en charlatan, som flirter med alt med en puls. Han er voldsomt engageret i brobygningsarrangementer med synlige resultater i form af fodboldturneringer. Karen og Astrid står tilbage med en årgang, hvor konflikterne dominerer og eleverne mistrives. Indefra ligner teamet en dysfunktionel gruppe, hvor de mandlige medlemmer kører på frihjul.
Tæerne krummer sig i skam over at kunne genkende mønstrene og over at sluge det (bevidst) unuancerede portræt af kønsrollerne. Hvis man ikke orker de sparsomme nuancer i beskrivelsen af ansvarligheden mellem mandlige og kvindelige lærere, skal man holde sig langt væk fra ”Mellemtime”. Men hvis man derimod vil godte sig i den unuancerede genkendelse eller hvis man vil have et kig ind i hvordan kvindelige lærere til tider kan opfatte samarbejdet, så skal man endelig læse løs.
Kirstine Ersbøll Meyhoffs ”Smukke unge mennesker” er en litterær behagelighed, hvis man udelukkende forholder sig til sproget, konstruktionen og fortællemåden. Handlingen er grusom. Beskrivelserne af konflikterne, af vilkårene for lærerne, er ubærlige. Rædsom læsning, fordi det fortalte er så modbydeligt. Romanen begynder med at fastslå sin egen raison d’ëtre: ”For efterhånden adskillige år siden døde en 15-årige dreng på Vesterbro under stærkt mystiske omstændigheder” (romanens første linjer). ”Smukke unge mennesker” er fortællingen om de begivenheder, som ledte op til den unge mands død. Den unge mand dør efter indtagelse af en Tic-tac – og det fremgår af første kapitel, at drengen holdt uendelig meget af frisk-mund-pastiller, så referencen til Scherfigs klassiker er helt på plads fra begyndelsen. Læseren skal altså have en begrundelse for en unge mands voldsomme og smertefulde endeligt.
Ersbøll Meyhoffs roman fortæller stødt, roligt, præcist og elegant en besk, modbydelig og alligevel sært næsten realistisk om forholdene på en skole på Vesterbro i København. Kirstine Ersbøll Meyhoff skriver da også selv på sidste side: ”Handlingen i “Smukke unge mennesker” er opdigtet, men enhver lighed med virkeligheden er tilsigtet og ingenlunde tilfældig”.
Romanens historie falder frustreret ned midt i debatten om autoritetskrisen i folkeskolen. Lærerne i romanen er bekymrede, bange og desperate. De ønsker at nå eleverne, at undervise, men de er også med rette vrede over det, de og deres kolleger udsættes for. Mordet på den unge mand lægger et satirisk, sardonisk filter på hele fortællingen. Han er i sandhed en øretæveindbydende (det sagde jeg ikke) elev, men han er jo netop også en elev, en ung, en 15-årig.
Det er grumt, det er tankevækkende, det er debat godt og grundigt forklædt som virkelig god litteratur. Det er en nydelse at opleve Ersbøll Meyhoff spidde en mellemleder blot ved at afsløre hendes yndlingsfarve: lilla. Vicerens kontor er udstyret med lilla designermøbler, og man fornemmer en velklædt lilla facade, selvom Ersbøll Meyhoff kun antyder det. På den anden side af døren vader elever og lærere rundt på en slidt skole, med hærget inventar. Så subtilt kan afstanden mellem ledelsens og medarbejdernes virkelighed beskrives.
Selvom “Smukke unge mennesker” kommer lovlig tæt på trivielle skolehverdagsdilemmaer sine steder, er den et meget værdigt bud på et nutidigt take på, hvad det nødvendige opgør med den sorte skole, turen over ansvar for egen læring, motivationsfokus, anerkendende tilgang, synlige læringsmål, differentiering fortsæt selv listen, har ført os til. Men det er skønlitteratur, så løsningen er ikke at slå eleverne ihjel.
To romaner om lærere: Den forsømte folkeskole
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.