Flere resurser er ikke i sig selv løsningen, når det handler om bedre inklusion af elever. Ofte går det galt i koordineringen mellem lærer og støttepersonen i undervisningen, så eleverne føler sig svigtet.
Det er en af de klare konklusioner i Thomas Thyrring Engsig nye ph.d.-afhandling (se link til højre).
I forbindelse med regeringens inklusionseftersyn forleden fortalte folkeskolen.dk om en undersøgelse, der viser at hele 65 procent af lærerne oplever, at der ikke er fulgt resurser/støtte med - og 66 procent mener at det går værre med inklusionen nu målt i forholdt til før folkeskolereformen.
Lærere: For få resurser til inklusion
Thomas Thyrring Engsig understreger, at han mener, at god inklusion kræver resurser.
"Men det er ikke nok, at støttelæreren kommer ind i klassen en tirsdag formiddag og siger, her er jeg - hvad er det nu, vi skal lave i dag? Her viser mine undersøgelser nogle tydelige indikatorer for, at det er her, det går galt. Jeg har også i mine studier set eksempler på en hjælpelærer, der kommer ind og siger: 'Hov er det den tekst, vi skal læse. Den har jeg ikke fået scannet ind på computeren' - og så sidder der en elev og føler sig ekskluderet", fortæller Thomas Thyrring Engsig.
Negativ påvirkning af selvbilledet
Det er den slags hændelser, der påvirker elevernes deltagelsesmuligheder og selvbillede negativt, fremhæver han.
"De andre elever bliver irriterede og siger: Hvorfor kan han eller hun nu ikke være med igen", siger forskeren.
Der er ofte slet ikke det tilstrækkelige samarbejde mellem klasselærer/faglærer og støttelærer eller støttepædagog.
"Der er begrundelser som 'vi har ikke tid til at samarbejde, vi arbejder i forskellige afdelinger, vi kan ikke mødes'", fortæller Thomas Engsig.
Det er ikke støttens blotte tilstedeværelse, der er væsentlig, men i høj grad, hvordan vi både tænker og praktiserer denne støtte, siger Thomas Thyrring Engsig. Undervisningen skal være mere kollaborativ, altså samarbejdende.
Når støtteforanstaltninger fungerer godt ved inklusion, så er det ofte fordi samarbejdet er bygget sådan op, at der tænkes sammenhængende i forhold til planlægning, gennemførelse og evaluering.
Thomas Engsig er lektor ved professionshøjskolen UC Nordjylland. Hans ph.d. bygger dels på en kvantitativ undersøgelse med 9.000 besvarelser fra lærere og elever, dels en kvalitativ del med feltarbejde og interview med lærere og elever. Han har valgt de blandede metoder, fordi netop inklusion er et hyperkomplekst felt, hvor man som forsker må arbejde med flere parametre og metoder.
Når eleven omklamres
En af de andre konklusioner i ph.d.-afhandlingen er, at støtteforanstaltninger giver eleven mulighed for at trække sig fra fællesskabet og få ro. Elever med vanskeligheder og særlige behov får på den måde muligheden for at foretage, det forskeren kalder "legitim selveksklusion" fra skolens fællesskab, hvilket har en positiv betydning for eleven.
På den anden side kan et for tæt forhold mellem elev og støtteperson være marginaliserende. Man kan forklare det sådan, at eleven reelt bliver ekskluderet fra det øvrige fællesskab i klassen, fordi lærer og hjælpelærer "omklamrer" eleven.
"Altså, hvis lærer og hjælpelærer danner en boble med den elev, der skal inkluderes, så udelukkes eleven fra andre fællesskaber med de andre elever", siger Thomas Thyring Engsig, der har interviewet både elever og lærere under sine feltstudier.
I øvrigt bekræfter Thomas Engsigs data tilsvarende andre undersøgelsers konklusioner om, at hvis støtteforanstaltninger fungerer positivt, så er det nødvendigt med uddannet personale.
"Der er en del lærere og pædagoger, som ikke har en særligt dækkende specialpædagogiske viden, i forhold til for eksempel læseproblemer og i forhold til opmærksomheds-problemer, siger Thomas Thyrring Engsig.
Ny ph.d.: Flere resurser til inklusion gør det ikke alene
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.