Selv om eleverne skal bygge med Lego, er det ikke det bare leg, når Rasmus Vogel og Kristian Søndergaard Hansen om tirsdagen tropper op med hver en dreng fra 3. klasse i et lille lokale på Langagerskolen i Aarhus.
De to normalt begavede drenge har autisme og har derfor brug for hjælp til at udvikle deres sociale sider.
Det gør de, mens de bygger. Det sker efter metoden Collabolearn, som støtter elever i at være i sociale læringsfællesskaber.
”Når vi får nye elever i indskolingen, har de svært ved at være sammen med andre, fordi de har så mange nederlag med sig, at de tænker, at det alligevel går galt. Det udfordrer vi. Ikke ved at tale om det, men ved at give dem mulighed for at lege sammen, hvor de lærer af det”, siger Rasmus Vogel, som er lærer.
Pædagog Kristian Søndergaard Hansen er frikøbt to dage om ugen til at implementere Collabolearn i forskellige team på Langagerskolen, som underviser elever med autisme og/eller svær ADHD.
”Vi er nysgerrige efter, hvad der sker børnene imellem i det legende fællesskab. Skal de for eksempel øve sig i at dele klodser, eller skal de have hjælp til at tale med hinanden om, hvordan de løser opgaven”, siger han.
Minecraft blev vejen til at bryde isen
Rasmus Vogel og Kristian Søndergaard Hansen er tilknyttet 3. og 4. årgang. De arbejder i hvert sit team, men om tirsdagen mødes de med hver sin elev for at bygge med Lego i en time.
Til at begynde med gik det ikke særlig godt, for de to elever kendte ikke hinanden.
”Begge drenge var gode til at lege, så vi tænkte, at det ville gøre dem glade at lege sammen. Derfor begyndte vi med lege, hvor de skulle lære hinanden at kende, men det blev for løst for dem. De vidste ikke, hvad de skulle, så min elev ville ikke med næste gang, for han havde ikke haft en god oplevelse”, fortæller Rasmus Vogel.
De to lærere fandt ud af, at begge elever interesserer sig for spillet Minecraft. Det blev vejen til at bryde isen.
”Nu tager legen udgangspunkt i et fælles tredje. Aktuelt bygger de figurer og huse fra spillet. Det skal ende med en stopmotion-film. Det er de begge meget motiverede for”, siger læreren.
Kanon gør den flygtige dialog konkret
Alligevel opstår der dilemmaer undervejs. Det er netop pointen ved Collabolearn, for det kan eleverne lære af. Ikke af sig selv, men ved at lærer og pædagog gør de sociale udfordringer eller strategier synlige og konkrete, så det bliver muligt for eleverne at reflektere over deres erfaringer.
”Mange af vores elever danner systemer. Sidste gang lykkedes det den ene af drengene at tage teten: ’Du bygger den side, og så tager jeg den anden’. Det skabte tydelighed om forventningerne for begge elever, men da den anden elev ville bygge noget fra den bestemmende elevs side, fordi det så spændende ud, skabte det uenighed”, fortæller Kristian Søndergaard Hansen.
Det italesatte de to undervisere i en time out:
”Lige nu har I to forskellige ideer til, hvordan byggeriet skal foregå. Den ene af jer har et ønske. Hvad tænker den anden om det?”
”Elevernes samarbejde går ikke altid gnidningsfrit, men her har vi redskaber til at håndtere det, når der går kludder i det. Vi har for eksempel bygget Ordkanonen, som man kan skyde ord med. Når eleven får den i hånden, er det ikke eleven selv, men kanonen som siger noget. Den klassiske dialog kan være flygtig for vores elever, men Ordkanonen gør den konkret”, siger Rasmus Vogel og viser en lille kanon bygget af Lego.
Sporskifte bringer elev tilbage i den fælles leg
Imens kan den lyttende elev sidde med Nettet, som er bygget til at fange ordene for kanonen.
”Ordkanonen og Nettet giver eleverne en fælles forståelse af, hvad der er på spil”, forklarer Kristian Søndergaard Hansen.
Det er nemmere for eleverne at påtage sig en rolle, for så er de ikke så meget sig selv, når de skal udtrykke sig, hvilket kan være en udfordring for dem, tilføjer Rasmus Vogel.
”Det legende islæt giver dem det overskud til at lære, som vi ellers ofte skal lede længe efter”, siger han.
Kristian Søndergaard Hansen giver et andet eksempel på, hvordan visualisering med Lego kan gøre dilemmaer konkrete, så eleverne kan reflektere over de erfaringer, de gør sig i legen.
”Hvis eleverne ikke er samme sted i en leg, kan vi illustrere det med en togbane med et sporskifte. Det gør jeg blandt andet til en af mine elever, som foretrækker at bygge sit eget. Det må han gerne, når bare han bygger til fællesskabet, men han forsvinder tit ud ad en tangent. Så bruger vi sporskiftet til at tale om, hvordan han kommer på samme bane som de andre. Det øver vi igen og igen”.
De to undervisere bryder kun ind i legen, hvis det giver mening.
”Ofte går legen helt i stå. Så spørger vi til, hvorfor det sker lige nu. Så kan en elev får Ordkanonen og sige, at han er utilfreds med, at den anden har taget en bestemt klods”, siger Rasmus Vogel.
Underviserne skal være skarpe til at spørge
Omvendt må legen ikke blive for nem for eleverne.
”Så ændrer vi på kravene til næste gang, for ellers er det svært at skabe udvikling. Det kan være, at vi laver en rollefordeling, hvor den ene skal finde klodser, mens den anden bygger”, eksemplificerer Kristian Søndergaard Hansen.
Det afgørende er, at eleverne udvikler samarbejdet, mens det står på.
”Det er for abstrakt for vores elever, hvis vi skal tale om noget, der er sket for 20 minutter siden. Derfor skal vi være skarpe til at stille spørgsmål om deres samarbejde, mens de bygger, så vi hjælper dem med at få øje på det sociale, der sker imellem dem”.
Hvis det er svært for en elev at dele klodser, lærer han at fortælle det: ”Kan vi dele klodserne op?”
”Vores elever antager, at det, de selv ved, det ved andre selvfølgelig også. Derfor går de bare i gang efter deres eget system. Vi arbejder hen imod at skabe forståelse for, hvordan man leger sammen, og en strategi kan være, at man fortæller de andre i legen, hvad man har svært ved. Børn med autisme kan let føle sig ensomme, og det arbejder vi ind i”, siger Kristian Søndergaard Hansen.
Collabolearn smitter af på undervisningen
Det er ikke så vigtigt for Rasmus Vogels elev, at han ved, at han er ved at danne sociale relationer med sin Lego-kammerat, men som lærer kan han se, at de to drenge ikke længere er så langt fra hinanden, når de møder hinanden på skolens legeplads.
”Legen med Lego giver eleverne redskaber, som de kan bruge, når de møder andre på legepladsen: Hvordan agerer jeg med andre? Hvordan snakker vi sammen? Hvordan bliver vi enige? Hvad kræver det af mig?”, uddyber læreren.
Han kan mærke på sin elev, at Collabolearn også smitter af på undervisningen.
”Han tør komme med flere input, hvor han tidligere har lagt låg på sig selv. Jeg tror ikke, at han selv lægger mærke til det. Det er bare blevet mere naturligt for ham at byde ind. Han tør også sige til, hvis jeg gør noget, han ikke bryder sig om. Det kommer ikke fra dag til dag, men på sigt får han større selvstændighed”, siger Rasmus Vogel.
Legen justeres efter elevernes dagsform
De to undervisere anvender grundlæggende greb som at gøre det tydeligt for eleverne, hvad de skal lave, hvor meget de skal bygge, og hvornår de er færdige. Samtidig tager de udgangspunkt i elevernes dagsform, når de skal vurdere, hvordan de skal lege.
Her hjælper en legeskala i Collabolearn på vej: solo, parallel, spil og samarbejde.
”Eleverne vil gerne hinanden, men ønsket kan være højere, end de formår, så vi lægger mærke til, hvor nysgerrige de er efter hinanden, når de leger”, fortæller Kristian Søndergaard Hansen.
Han giver et eksempel fra 1. klasse, hvor eleverne begyndte med en samarbejdsleg: En skulle bygge, en anden skulle sørge for, at de fulgte byggesættets manual, og en tredje havde til opgave at finde klodser.
Det viste sig at være for komplekst.
”Samtidig kunne vi høre, at eleverne har et stort behov for at beskrive, hvad de bygger. Derfor ændrede vi rammen, så nu bygger eleverne forlystelser til et tivoli. Det foregår som parallelleg, hvor de har et fælles mål, og hvor fællesskabet opstår, når de skal præsentere deres forlystelser for hinanden. Det hjælper dem til at få øjnene op for hinanden, når de kommenterer på hinandens byggerier”, siger Kristian Søndergaard Hansen.
Underviserne skal kende eleverne godt
Det stiller krav til underviserne, at eleverne skal lege med det formål at lære af sine erfaringer.
”Det kræver, at vi er velforberedte, og at vi forbereder eleverne i god tid. Ellers får de forhøjet stressniveau”, siger Rasmus Vogel.
Et andet krav er, at underviserne kan krydre legen med benspænd.
”Nogle gange opstår der noget helt andet, end vi troede. Det kan være, at legen viser sig at være alt for svær. Eller alt for nem. Hvad gør vi så?”, tilføjer Kristian Søndergaard Hansen.
En vigtig forudsætning for at anvende Collabolearn er, at man kender sine elever godt, vurderer Rasmus Vogel.
”Jeg kan hurtigt se, hvor meget jeg kan presse min elev. Det kendskab er vigtigt, for elever med autisme har svært ved at mærke efter, hvilke følelser de har lige nu. Derfor går de ofte væk, når noget føles ubehageligt, for det er nemmere end at skulle mærke efter”, siger læreren.
Collabolearn taler ind i tidsånden om at skabe legende læringsmiljøer, pointerer Kristian Søndergaard Hansen.
”Vi tager udgangspunkt i, hvad eleverne kan, formår og magter, så vi kan facilitere rammer, som giver dem succesoplevelser”.
Ny metode til legende læring hjælper elever med autisme ind i fællesskaber
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.