I Lillehammer nedlagde man i 2014 sine specialtilbud og har siden inkluderet alle elever i almenskolen. Nogenlunde samtidigt nedlagde min kommune sine specialklasser. Som lærer og skolekonsulent i en kommune, hvor man i det kommende skoleår vender tilbage til specialklasser, har jeg glædet mig til at læse bogen. For hvad er det lige præcis, de gør i Lillehammer? Og hvilke erfaringer kan vi drage nytte af i den danske folkeskole?
Men ”Tilpasset undervisning og inkluderende støttesystemer – Stort læringsudbytte for alle elever” er ikke en praksisfortælling om, hvad de præcist har gjort i Lillehammer. Forfatternes ærinde er at beskrive en række undervisningsstrategier, som er gode for alle skolens elever. Tilgangen er systemorienteret, og de pædagogiske strategier og tilgange bygger på forskningsbaseret viden. Bogen beskæftiger sig primært med de elever, som af forskellige grunde er i læringsvanskeligheder. Den relevante læsermålgruppe er eksempelvis lærere og skoleledere med behov for at videreudvikle undervisningen i skolen samt studerende på lærernes grund- og videreuddannelse.
De grundlæggende perspektiver og tilgange beskrives i bogens første kapitel. Her præsenteres den norske skoles undervisningsprincipper og tilpasset undervisning. I andet kapitel beskrives et inkluderende pædagogisk støttesystem med tre niveauer inden for tilpasset undervisning. Forskellige sider af socialsystemteori drøftes i kapitel tre, hvor der også præsenteres en model for pædagogisk analyse. I de følgende kapitler udfoldes de tre niveauer et for et i forhold til pædagogiske strategier, tilgange og indhold. Det sidste og syvende kapitel omhandler arbejdet i professionelle læringsfællesskaber, som en forudsætning for et godt og inkluderende læringsmiljø og om skoleledelsens betydning.
Læs også
Bogens tekst er tilpasset den danske skole og med gode forklarende fodnoter der, hvor der er forskelle. Og på trods af disse forskelle, er der erfaringer, som kan overføres. De af læserne, der som anmelderen, har arbejdet med LP-modellen vil genkende bogens analysemodel, der fremhæves som et vigtigt værktøj, når læringsudbyttet for alle elever skal forbedres. Med netop denne tilbydes en systematik, jeg er nødt til at afprøve. Som praktiker er jeg særligt glad for bogens oversigter og figurer, der underbygger den forskningsbaserede viden. I kapitel fem inddrages endvidere en case, hvilke jeg personligt godt kunne have tænkt mig flere af i bogen.
”Tilpasset undervisning og inkluderende støttesystemer – Stort læringsudbytte for alle elever” er inspirerende og hermed anbefalet.
Ny bog præsenterer norsk bud på én skole for alle
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.