Ny bog: Elevernes læring er for overfladisk

Hvor mange klasserum er steder, hvor fejl ikke er en fiasko, men en mulighed for læring? Nok ikke så mange. Det kan være svært i en skolehverdag præget af læringsmål, elevers forskellighed og mange andre ting, man som lærer skal forholde sig til og tage sig af.

Men det er den vision, Marianne Tolstrup og Ulla Olander Vangsted udfolder i deres bog Dybdelæring. Skab læringsmiljøer, der understøtter og forankrer elevernes læring. De anerkender, at det kan være vanskeligt at ændre det, de kalder en traditionel tilgang til undervisning, som er præget af overfladisk læring, hvor eleverne bliver bedømt på deres evne til at reproducere det gennemgåede stof.

Forfatternes tilgang til undervisning handler, som titlen antyder, om dybdelæring, som efter deres mening fylder alt for lidt i den danske grundskole. Der er små rum, hvor elevernes nysgerrighed og egne undersøgelser får lov at komme i spil, men det er undtagelsen, som de mener bør blive reglen.

Undervisning bør tage udgangspunkt i elevernes nysgerrighed og undren. Det kan man opnå ved at vende undervisningen på hovedet, så den ikke går fra det simple til det komplekse. I stedet skal eleverne mødes med virkelige og reelle fænomener, som vækker deres undren, som kan være begyndelsen på en mere induktiv læreproces. I en 4.-klasse får læreren eleverne til selv at stille spørgsmål om juletraditioner i faget kristendomskundskab.

“Hvorfor bor nissen på loftet?” spørger en elev. Eleverne finder mange andre spørgsmål, så de ender med en lang liste af spørgsmål og kan så gå i gang med at undersøge dem, de finder mest interessante.

Bogen er fyldt med cases som denne og det gør fremstillingen nærværende, konkret og lige til selv at tage fat i. Læring forstås som dialogisk baseret. Det er gennem kommunikation, hvor man hele tiden kan vende og dreje hinandens forståelser, at eleverne udvikler nye erkendelser og derved gennemgår en faglig udvikling. Til gengæld betyder dette, at kundskaber kommer i anden række. Kundskaber skal være resultatet af de læringsprocesser, eleverne kommer igennem.

Det vil sikkert være kontroversielt for mange, når man læser at “…det er ikke fagenes indhold, der er styrende for undervisningen, men i stedet udviklingen af kompetencer”. Diskussionen om fag og kundskaber versus kompetencer er virkelig noget, der skiller vandene i pædagogiske diskussioner. Her er bogens forfatterne meget tydelige på deres ståsted.

“Dybdelæring” peger også på, hvordan lærernes teamsamarbejde kan udvikles, så det ikke kun handler om elevernes lærende udvikling, men også lærernes. Professionelle læringsfællesskaber har rigtig mange lighedspunkter med principperne for dybdelæring, så det er en anbefalet måde at arbejde sammen på. Lærerne får med dybdelæring også en funktion som rollemodel.
Bogen kan anbefales til alle lærere og teams, der gerne vil arbejde mere med elevernes forståelser, selvom der findes mange benspænd for det. Ikke mindst er evalueringsformer og det politiske fokus på tests noget, der gør det vanskeligt. Denne dagsorden præger også mange forældres opfattelse af, hvad skolen skal levere. Derfor anbefaler forfatterne at man indgår en dialog med forældrene om, hvorfor undervisningen ser ud, som den gør. Dialog er i det hele taget et gennemgående tema – i undervisningen, i teamet, med forældrene og som perspektiv på demokrati, medborgerskab og altså: dybdelæring.