Det plejer ikke at gå stille for sig, når tidligere politiker og debattør Özlem Cekic udgiver en ny børnebog. Samtlige bind i børnebogsserien Ayse skabte debat - om omskæring, tørklæder, kærlighed og forbud.
Det er 10 år siden, den sidste bog i serien kom. I dag udkommer så første bind i en ny serie ”Tingbøllerne” på Gyldendal.
Det er en illustreret børnebog for 3.-5. klasse, som umiddelbart ligner den gennemsnitlige letlæsningsbog. Illustrationerne viser tydeligt, at vi er på mellemtrinnet, og de tre hovedkarakterer hygger sig med fodbold og kærlige drillerier.
Men som forfatteren selv udtrykker det.
”Jeg kommer aldrig til at skrive en bog om ponyer.”
Så emnet er fordomme, og vi skal ikke mange sider ind, før konflikten kommer på bordet.
Drengen Omar vil ikke med klassen på besøg på den jødiske skole. For 'Alle jøder er onde', som han siger til sine to kammerater Dilan og Anders. Han ser videoer på sin telefon fra krigen i Palæstina, hvor hans forældre kommer fra.
Men hans veninde Dilan og hans lærer Anne sætter sig for at åbne hans verdensbillede.
Skolevalget gjorde forskellen
Özlem Cekic, som også er generalsekretær for organisationen Brobyggerne, mener, at der generelt er brug for politiske børnebøger, som tager børnenes virkelighed alvorligt.
”Vi tror, at børnene ved meget mindre, end de gør. Israel-Gaza-konflikten har fyldt utroligt meget for mange, og de voksne er begyndt at trække sig. Så sidder børnene tilbage med de sociale medier. Det er helt afgørende, at vi bliver ved med at have de demokratiske samtaler,” siger hun.
Hun har rejst rundt til grundskoler og talt med både elever og lærere, og hun oplever, hvordan antisemitismen vokser i samfundet, og hvordan hun selv har mistet relationer, fordi hun insisterer på, at hun ikke vil tale om krig som om det var en fodboldkamp, hvor man skal tage stilling til, hvilket hold man holder med. Hun holder med civilbefolkningen og dialogen.
”Da Folketinget besluttede at censurere Israel-Gaza-konflikten ud af skolevalget, besluttede jeg at skrive en ny børnebog. Man tror, at hvis man censurerer holdningerne væk, så forsvinder de, men det gør de ikke. Og det er sindssygt vigtigt at have de her samtaler i skolen, så man kan forebygge polariseringen og fordommene.”
I Tyrkiet, hvor Özlem Cekic selv har rødder, er børnebøger det fineste og mest magtfulde, man kan skrive, og hun mener, at det har langt mere effekt at skrive en bog til børn og anerkende, at det ikke er en ph.d.-afhandling til voksne, hvor alle nuancer er med.
Og så er det vigtigt for hende, at den er til skolen.
”Jeg skriver altid til skolebibliotekerne og ikke til boghandlerne, for alle skal have råd til at læse med.”
Vi har høje forventninger til lærerne
Hun mener, at lærerne spiller en særlig rolle i at få skabt den demokratiske samtale.
”Hvis demokratiet var en krop, så ville klasseværelset være hjertet. Lærerne er helt afgørende for dannelsen af kommende demokratiske borgere. Når det er sagt, så forstår jeg virkelig godt, hvorfor lærerne synes, at det er svært at tage de her samtaler.”
”Vi har meget høje forventninger til lærere. Alle ønsker, at lærerne skal fikse deres problemer, forældrene kræver svar hele tiden, og politikerne gør ikke andet end at skælde ud på dem.”
Netop derfor er det vigtigt, at lærerne har materialer, der gør det lidt lettere at starte samtaler om svære emner, mener hun.
Bogen handler om helt almindelige børn i en almindelig dansk skolegård, og de er nemme at spejle sig i for eleverne, samtidig med at man kan tage udgangspunkt i dem og deres fordomme og handlinger. Sammen med bogen kommer også et undervisningsmateriale med dialogspørgsmål, som lærerne kan tage op i klasserne.
”Jeg håber, at den både vil blive læst som frilæsningsbog og blive diskuteret i klasserne, og ønskesceneriet er, at det er af børn i alle farver.”
Ansvaret hviler på alle voksne
Men det er også vigtigt, at lærerne er opmærksomme på deres egne fordomme, når de går ind i samtalerne.
I bogen er læreren Anne meget velmenende og gør sit yderste for at tale med børnene om fordomme på en god måde. Hun indkalder også Omars forældre til en samtale, da han ikke vil med på skolebesøg på den jødiske skole.
”Anne er sjov, engageret og farverig. Jeg har spurgt eleverne i de klasser, hvor jeg har læst den højt, og alle siger, at sådan er deres lærer også. Både når hun prøver at løse alt, og når de kan aflede hendes opmærksomhed.”
Özlem Cekic oplever, at lærere er meget engagerede, og derfor har hun også skabt lærerens karakter sådan.
”Hun tager sit fag og sin profession meget alvorligt, men hun er også et menneske, så ind i mellem rammer hun lidt ved siden af. For eksempel til mødet med Omars forældre, hvor hun har købt et palæstinatørklæde, men ender med at tale så hurtigt og meget, at de bliver blæst helt væk.”
Ansvaret for at tale med børnene ligger hos os alle sammen, mener hun. På skolen er det heller ikke kun klasselæreren, dansk som andetsprogslæreren eller dansklæreren, der skal tage samtalen. Det er også den lærer, der overhører en elev i skolegården eller i omklædningsrummet siger noget fordomsfuldt.
Og bogen kan give anledning til at diskutere alle slags fordomme, også over for overvægtige børn, eller børn af homoseksuelle eller fattige forældre, siger hun.
”Fordomme får de fra os voksne, så det er også vores ansvar at tale åbent med dem og stille og roligt argumentere imod. Vi behøver ikke at blive enige, men som en overlæge engang sagde til mig, da jeg var sygeplejerske i psykiatrien: 'Det børn ikke taler om, det bliver de syge af'”.
Næste bog i serien udkommer på dagen for Folketingets åbning, hvor politikerne skal diskutere en ny udvisningsreform. Bogen handler om udvisninger af syriske elever.
Ny børnedebatbog: Da skolevalget blev censureret, besluttede jeg mig for at skrive en bog
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.