Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Læsning

Nu skal omdiskuteret program stå sin prøve: Forsker vil afdække, om det styrker ordblindes læsning

Det har været svært at få forskere til at interessere sig for Doolexia, men nu dykker en læseekspert ned i en større indsats med træningsmetoden i en sjællandsk kommune.

Elev sidder foran en computer og får hjælp af en lærer

Op mod 230 ordblinde og læsesvage mellemtrinselever i Halsnæs Kommune skal i løbet af to år træne i 30 uger med programmet Doolexia.

Stockfoto: FatCamera
Henrik Stanek
Henrik Stanek Freelancejournalist
1 kommentar
14. oktober 2026, kl. 04:30
1 kommentar

Halsnæs Kommune går fra næste skoleår målrettet efter at få flere børn til at læse godt.

I 30 uger skal mellemtrinselever, som er ordblinde eller har andre udfordringer med at læse, træne med stave- og undervisningsmetoden Doolexia.

Målet er at løfte andelen af gode læsere ved begyndelsen af 7. klasse, så eleverne får bedre forudsætninger for at bestå afgangsprøven i dansk.

Og det er ikke kun eleverne i den nordsjællandske kommune, som får gavn af indsatsen. Læseforsker Simon Skov Fougt fra Nationalt Center for Skoleforskning på Aarhus Universitet vil følge elevernes udvikling og undersøge effekten på deres stavning, læseforståelse og læsekompetencer.

Især det sidste er vigtigt, pointerer han.

”Det er fint med gode resultater i stavning og læsefærdigheder, men det er afgørende, at eleverne også forstår det, de læser. Derfor har jeg insisteret på, at vi skal have læsekompetence med i forskningsdelen,” siger Simon Skov Fougt.

I august 2024 offentliggjorde forskningscentret Vive en effektmåling, som viser, at Doolexia hjælper eleverne til at stave og læse bedre, og at effekten holder ved et halvt år efter, at træningsforløbet er afsluttet.

Simon Skov Fougt var tilknyttet evalueringen som konsulent, og det er de påviste resultater, som har fået ham til at gå ind i projektet i Halsnæs.

Eller rettere sagt: Han har selv været med til at skabe det.

”Et dygtigt anlagt projekt kan du gentage, og Vive har lavet et godt projekt. Derfor sagde jeg ja til at mødes med skolechefen i Halsnæs, da han rakte ud til mig,” fortæller Simon Skov Fougt, som har sikret sig næsten to millioner kroner i fondsstøtte til sin forskning i Doolexia.

Doolexia har mødt en lukket verden

Trods de positive resultater fra Vive har Doolexia været omdiskuteret. Debatten udsprang af, at Nationalt Videncenter for Ordblindhed og andre Læsevanskeligheder, NVOL, ikke har villet anbefale skoler at bruge metoden.

”Det er naturligt, at praksis efterspørger vores anbefalinger, når der kommer nyt på bordet. Men der er ikke i Vive-undersøgelsen evidens for at sige, at Doolexia-programmet med tilhørende læsning og skoleindsats har større effekt end andre indsatser eller andre undervisningsmaterialer,” forklarede faglig konsulent og projektleder Anne-Mette Veber Nielsen til Folkeskolen i januar 2025.

Eleverne bliver især bedre til at stave

Sammenlignet med andre skolerettede læseindsatser er effekten af Doolexia stor på især stavning, og indsatsen gavner både piger og drenge samt elever, som tidligere er testet røde og gule i den nationale ordblindetest, altså enten ordblind eller fonologisk usikker.

Det viser den effektundersøgelse, som Vive udgav i 2024.

I gennemsnit havde eleverne i undersøgelsen en fremgang på 14 procentpoint flere rigtige ord i stavetesten, fem procentpoint flere rigtige svar i læsetesten, og deres læsepræcisionsgrad steg med otte point sammenlignet med elever, som ikke havde modtaget træning efter Doolexia-metoden.

Fremskridtene holdt ydermere ved hos mange af eleverne. Det viste en test et halvt år efter det 16 uger lange forløb. På 8 af 15 medvirkende skoler forblev elevernes stavning på samme niveau eller bedre, og på 10 ud af 15 skoler var deres læsning på samme niveau eller højere end målt lige efter træningsforløbet.

Doolexia blev afprøvet af elever fra 4. til 8. klasse. Elever på alle klassetrin havde udbytte af Doolexia, men effekten var signifikant højere for elever i 4. klasse end for de øvrige klassetrin.

Kilde: Vives evaluering af Doolexia

Hun pegede blandt andet på, at effektmålingen alene giver et indblik i udbyttet af indsatsen og ikke i, hvilke specifikke elementer der fører til de positive resultater.

Det fik formand Henrik Kähler fra Landsforeningen Læs & Stav, som finansierede effektundersøgelsen, til at undre sig.

”Vi vil gerne have folk fra det ordblindefaglige område til at hjælpe med at beskrive det, men endnu har ingen villet,” replicerede han.

Fonologisk tilgang virker ikke for alle

Når det har været svært at få andre forskere til at se på Doolexia, skyldes det, at den kognitive tilgang til læseindlæring er altdominerende i Danmark, vurderer Simon Skov Fougt.

”Min eneste forklaring er, at forskerne er vokset op i den kognitive tradition om, at man i læseindlæring kobler bogstav og lyd. Det forsøger man så at træne eleverne i. Afkodning er en central del, men læsning handler ikke kun om det. Man taler om bogstaver som tegn, men tonefald og kropssprog er også tegn,” siger han.

Sådan fungerer Doolexia

Doolexia kombinerer viden om hjernen med digitale undervisningsstrategier for at styrke elevernes afkodningsfærdigheder, stavning og læsning. Omkostningerne er opgjort til cirka 8.000 kroner pr. elev. Det inkluderer køb af programmet, lærertimer til kursus for læsevejlederne og forberedelse, opstart og drift i 16 uger.

Organisering af undervisningen

Hovedparten af forløbet foregår i et computerprogram, hvor eleverne dagligt løser opgaver med stavning i 30 minutter og læsning i 15 minutter - fem minutter i programmet, læsecirkler”, som byder på små historier med forskellige sværhedsgrader, og ti minutters højtlæsning. Højtlæsningen kan foregå i computerprogrammet eller i en frilæsningsbog sammen med læsevejlederen eller en forælder.

Det avancerede og adaptive computerprogram træner elevernes sprogmotoriske færdigheder gennem en række specifikt designede opgaver. Opgavetypen og rækkefølgen bestemmes af en algoritme, så programmet tilpasser sig automatisk den enkelte elevs niveau ud fra tidligere gennemførte opgaver. Elevernes opgaveløsninger registreres i programmet, så læsevejlederen kan få et overblik over den enkelte elevs indsats, niveau og progression.

Træning i stavning

Hensigten med de daglige digitale opgaver er at udvikle og vedligeholde elevernes færdigheder i at afkode ord. Ideen er, at eleven lærer at opbygge og afkode et ord helt fra bunden, altså fra bogstav til lyd og lyd til bogstav. Det opnås ved at integrere og synkronisere det, eleven ser, taster og siger.

Der er mange forskellige typer opgaver, for eksempel sprogmotoriske kombinationsøvelser, som træner artikulation (ansigtsbevægelser), sprogmotorisk kontrol (udtale) og opmærksomhed på samme tid. Der er endvidere et specifikt fokus på overartikulation i flere af opgaverne. Det vil sige, at eleven skal sige alle stavelser med overdrevne mundbevægelser for at styrke og forbedre tydeligheden af udtale og for at mærke sproglydenes forskellige positioner af mund og tunge.

Alle opgaver er kontekstbaseret og er således knyttet sammen i historier, som eleven får lov til at læse, når programmet vurderer, at han eller hun kan stave nok af de ord, der er i historien.

Holdundervisning

En gang om ugen mødes alle eleverne til undervisning med skolens læsevejleder, hvor deres træning i computerprogrammet justeres, og der undervises i sprogmotorisk opmærksomhed, afkodningsstrategier og grammatik.

Undervisningen i Doolexia gennemføres ud fra en struktureret lærervejledning med en ugeplan for hver uge i forløbet, hvor forskellige materialer anvendes til at understøtte elevernes motivation, ejerskab og fællesskabsfølelse.

Kilde: Vives evaluering af Doolexia

I Doolexia møder eleverne øvelser, som støtter koblingen mellem lyd, bogstav og automatisering, men også sprogmotoriske kombinationsøvelser, som på samme tid træner ansigtsbevægelser, udtale og opmærksomhed.

Der er også et specifikt fokus på overartikulation i flere af opgaverne. Det vil sige, at eleven skal sige stavelserne med overdrevne mundbevægelser for at styrke og forbedre tydeligheden af udtale og for at mærke sproglydenes forskellige positioner af for eksempel mund og tunge.

”Ordblindhed skyldes, at der mangler forbindelser mellem bestemte områder af hjernen. Når vi skal lære at læse, bevæger vi populært forklaret normalt fra område et til to og derfra videre til område tre og fire. Men Doolexia begynder i center tre, går videre til center et og derfra til center fire for at opbygge de nødvendige forbindelser mellem synapserne i hjernen,” uddyber Simon Skov Fougt.

Som forsker føler han sig forpligtet til at undersøge, om Doolexia er en farbar vej.

”Vi har arbejdet kognitivt i over 60 år. Søren og Mette-bøgerne, der udkom første gang i 1954, var bygget op efter den kognitive tankegang, og det samme er Ida og Emil-bøgerne, som sidder på over 60 procent af markedet for læsning i dag. Men når den fonologiske tilgang ikke virker for alle, må vi prøve noget andet.”

Op mod 230 elever skal træne med Doolexia

I Halsnæs Kommune skal de ca. 100 svageste elever i læsning i 4. til 6. klasse deltage i læseindsatsen det første år og ca. 130 det andet år.

”Projektet kører i to år på alle fem skoler i kommunen. De har alle to klasser på hver årgang. Den ene er med i projektet i det første år, og den anden kommer med i år to. For det vil være uetisk ikke at give alle læsesvage elever tilbuddet. Men det giver mig mulighed for at sammenligne elevernes læseudvikling på tværs af klasserne og også med udviklingen hos de gode læsere,” siger Simon Skov Fougt.

Med detaljerede data om hver elev fra Doolexia vil han kunne spore sig ind på, om det er det fonologiske, det taktile, det auditive eller det visuelle, som får en elev til at rykke i læsning.

”Det bliver dokumenterbart, om indsatsen har en signifikant effekt,” siger Simon Skov Fougt.

Han forventer ligesom i Vive-rapporten at kunne se en stigning i både læsefærdigheder og stavning.

”I Vives effektundersøgelse trænede eleverne med Doolexia i 16 uger. Det udvider vi til 30 uger, så jeg forventer at se en større effekt på både læsefærdigheder og stavning end hos Vive,” siger Simon Skov Fougt.

For at følge udviklingen i læsekompetencen vil han teste eleverne med den internationale læseundersøgelse Pirls, som måler læsekompetence og udvikling over tid.

Men her forventer han først at kunne se signifikante resultater et til halvandet år efter Dolexia-indsatsen.

”Det tager tid at få etableret synapse-forbindelserne i hjernen, men jeg vil løbende få pejlemærker på, om Doolexia er en god ide eller ej. Jeg tror det, for programmet har positiv indvirkning på elevernes læsefærdigheder og stavning, som er en forudsætning for, at de kan skabe mening af det, de læser,” siger Simon Skov Fougt.

1 kommentar

Læs også

  • Evaluering bekræfter: Lovende ordblindeindsats ­­har effekt

    Evaluering bekræfter: Lovende ordblindeindsats ­­har effekt

  • Eksperter sår tvivl om forældrefinansieret effektmåling af ordblindeværktøj

  • Læsevejleder: Doolexia skubber vores ordblinde elever i den rigtige retning

    Læsevejleder: Doolexia skubber vores ordblinde elever i den rigtige retning

3 relaterede artikler
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

Nu skal omdiskuteret program stå sin prøve: Forsker vil afdække, om det styrker ordblindes læsning

Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplaner
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS