Med den netop indgåede overenskomst for lærere forpligtes alle kommuner til at aftale en form for introforløb for nyuddannede lærere. Det er også aftalt, at hvis man giver de nye lærere en mentor, så kan mentoren blive uddannet for midler fra Den Kommunale Kompetencefond. I bogen "En lærer bliver til", som udkommer i dag, slår Line Husum Pedersen og Tine Brock til lyd for mentorordninger - men understreger også, at en dårlig mentorordning kan være værre end slet ingen .
”Lærerstart kan være mange ting, for eksempel reduceret timetal og at man ikke sætter den nyuddannede ind i de med udfordrede klasser,” siger Tine Brock. ”Det kan også være, at en kommune har skabt et netværk af nye lærere på tværs af skolerne i kommunen. Men man kommer ikke udenom, at en mentor er det, der gør størst forskel”.
Noget af det, som uuddannede mentorer let kommer til, det er det, som i forskningen hedder 'judgementoring’, hvor man kommer til at sige at ’det og det gjorde du helt forkert, men se her, du skal bare gøre ligesom mig’
Tine Brock Forfatter til ny bog om at tage imod nyuddannede lærere
Tine Brock blev uddannet lærer i 2003 og har siden arbejdet som både lærer, pædagogisk konsulent og som coach for nyuddannede lærere, ligesom hun laver læringsforløb og kurser for nyuddannede på skoler, læreruddannelser og i kommuner.
Ønskes: Mentoruddannelse
En mentor er ikke bare en, der tager imod den nye lærer og viser, hvor kopimaskinen og kaffepulveret står, understreger Tine Brock. Det er heller ikke en ældre lærer, som klapper trøstende på skulderen - eller irettesætter den nye, når en time er kørt af sporet. Det er faktisk ret krævende at være en god mentor.
Tine Brock argumenterer for, at mentorerne bør have en uddannelse, og at mentorrollen italesættes som en attraktiv position at have som lærer.
”Mange steder bliver det noget med at pege på en og sige at ’nu er du den i år’. Det kræver faktisk lidt mere at gøre det godt, men man får også meget igen. Der er masser af professionel udvikling i at være mentor. Mentoren er afgørende for, at den nyuddannede får dannet en professionel identitet som lærer”.
Ingen mentor er at foretrække frem for en dårlig mentor, understreger Tine Brock.
”Noget af det, som uuddannede mentorer let kommer til, det er det, som i forskningen hedder 'judgementoring’, hvor man kommer til at sige at ’det og det gjorde du helt forkert, men se her, du skal bare gøre ligesom mig’. Men det er jo ikke sikkert, at det er det, man har lyst til at gøre som nyuddannet lærer. Mentoren er måske en lærer, som lægger meget vægt på elevernes trivsel, mens den nyuddannede måske er mere optaget af at flytte eleverne fagligt. Hvis den nyuddannede så oplever sig selv blive presset ind i en lærerrolle, kan vedkommende opleve det som at miste sin autenticitet. Så kan man lige pludselig ikke genkende sig selv og ikke lide den måde, man er blevet til som lærer. Og så mister man måske lysten til at blive i faget,” siger hun.
Vis de nye, at de er velkomne til at få hjælp
Jobannoncer sender ofte et signal om, at man leder efter en lærer med erfaring. Det er ærgerligt, mener Tine Brock.
”Det kan godt være, at det bare er et ønske, skolelederne har, og at de er klar til at ansætte nyuddannede også. Men det signalerer noget til de nye, når man efterlyser erfaring. Det signalerer en forventning om at man er selvkørende fra starten – og det er nyuddannede ikke. Hvilket er helt ok”.
Flere forslag til et godt introforløb fra "En lærer bliver til"
Hun opfordrer til, at lærere, som er på vej ud i deres første job i folkeskolen, spørger ind til skolens introforløb.
”Man skal tillade sig selv at spørge til, hvad der er af muligheder for at få en mentor, og hvordan mentorordningen egentlig fungerer. Jeg ved godt at det er supersvært, når man sidder der og gerne vil ansættes, så jeg vil også appellere til alle skolerne om at være rigtig opmærksomme på det her. Fordi de nyuddannede har rigeligt at gøre med at holde på sig selv til de her samtaler. De vil heller ikke sidde til jobsamtalen og bede om hjælp allerede”, siger Tine Brock.
Hun understreger også, at langt de fleste skoleledere, hun har talt med, ser det som forpligtelse for deres skoles at hjælpe nyuddannede godt i gang. Det er bare ikke altid, det bliver omsat til praksis.
Nu er det op til skolerne
Hvad gør man, hvis man som nyuddannet er kommet i spil til noget, der ligner et drømmejob på en skøn skole med udsigt til en fed fagkombination – men der er ingen mentorordning at få?
”Det næstbedste er nok, at man har en tæt understøttelse fra ledelsen,” siger Tine Brock.
”Der er en case i bogen, hvor en af de de nyuddannede siger ’det er bare så rart, når min leder lige kommer hen og følger op og spørger, hvordan er det gået her de første par uger’. Ledelsen skal følge med, både ved lige at høre hvordan det går over en kop kaffe i pausen, og ved at man allerede fra skolestart putter tre-fire møder i kalenderen hen over året, så man er sikker på at få lavet en opfølgning med sin nye lærer”.
Helt generelt vil Tine Brock gerne appellere til, at skolerne tager mere ansvar i forhold til at hjælpe de nye lærere godt i gang.
”Det er derfor, bogen er skrevet til skolerne og ikke til de nye lærere. Der findes allerede mange, mange bøger til nyuddannede lærere om, hvordan de skal gøre. Men der mangler at blive taget hånd om, hvad den egentlig verden de møder derude, skal gøre for dem. Læreruddannelserne har rykket sig langt i den rigtige retning, praktikerne er kommet tættere på praksis. Det er altså skolernes opgave at komme de nyuddannede lærere i møde nu”.
Nu skal alle skoler have introforløb for nyuddannede: En god mentor er det allervigtigste
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.