Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Skolemad

Nu er skolemadsforsøget i gang: Pensionisthjælp og støjniveau blandt overvejelserne  

To skoleledere glæder sig til at være med i det store landsdækkende forsøg og håber maden kan være med til at styrke fællesskabet blandt eleverne.

Pige med æble
Foto: SDI Productions
Villads Kirk Thomsen
Villads Kirk Thomsen Journalist
Start debatten
7. august 2025, kl. 04:30
Start debatten

Med det nye skoleår lyder startskuddet på det landsdækkende forsøg med skolemad.

Her skal 138 folkeskoler og 53 frie grundskoler frem til 2029 indsamle viden om og erfaringer med forskellige skolemadsordninger.

Blandt demonstrationsskolerne er Ørstedskolen og Nordskolen på Langeland, hvor skoleleder for begge skoler, Berit Volder, glæder sig over at være blandt de udtrukne skoler.

”Vi har bakket op om forsøget, fordi et godt og nærende frokostmåltid er vigtigt for børns læring. Og så håber vi, at det kan være med til at styrke fællesskabet, når eleverne spiser sammen”, siger hun.

Om forsøget

138 folkeskoler og 53 frie grundskoler deltager i det landsdækkende skolemadsforsøg, der løber til udgangen af 2028. Fordi 346 skoler meldte sig, måtte Børne- og Undervisningsministeriet ty til lodtrækning.

Der er samlet set afsat 854 millioner kroner til forsøget

Rambøll, Trygfondens Børneforskningscenter og Københavns Professionshøjskole står for en ekstern evaluering, som skal undersøge effekten af skolemad på elevernes sundhed, læring og trivsel, samt erfaringer med implementeringen og betydningen af forældrebetaling.

Ørstedskolen er blevet udvalgt til at afprøve skolemad i indskolingen og er en af de få skoler, hvor forældre skal betale 25 kroner, hvis deres barn skal være med. Skolen har fået et samlet tilskud på 3.569.200 kroner. Den lille Nordskolen, som kun har 20 elever fra børnehaveklasse til 4. klasse, får derimod mulighed for at tilbyde skolemad til alle elever helt uden forældrebetaling og har modtaget et tilskud på 505.800 kroner.

”Det er selvfølgelig rart, at vi får gratis mad på Nordskolen – det kan man kun synes er den bedste ordning – men det betyder jo ikke, at prøveordningen på Ørstedskolen, hvor forældre betaler 25 kroner, ikke er god”, siger Berit Volder.

Skal have styr på en masse ting

Processen er stadig i sin spæde start, da skolerne først kort før sommerferien fik besked om, at de er udtrukket til at deltage, fortæller Berit Volder. Hun understreger, at de på skolen afsætter tid til grundig forberedelse for at sikre forsøget den bedst mulige start.

”Det, ministeriet har meldt ud om forsøget og kravene til det, er meget konkret og nemt at forholde sig til. Så nu skal vi bare ud at have styr på en masse praktiske ting. Hvilken leverandør skal levere maden? Hvor skal eleverne spise? Har vi service og tallerkener nok, og hvordan får vi det vasket op?”

På Hornbæk Skole i Helsingør Kommune er man, ligesom Ørstedskolen, blevet udtrukket til at udbyde skolemad i indskolingen med en forældrebetaling på 25 kroner og et samlet tilskud på 3.836.400 kroner. Også her er der lige nu flere spørgsmål end svar, når det gælder udrulningen af forsøget.

De fire forskellige organiseringer

Skolerne skal afprøve én af fire forskellige organiseringer:

  1. Med forældrebetaling/lokal produktion på skolen
  2. Uden forældrebetaling/lokal produktion på skolen
  3. Med forældrebetaling/ekstern leverandør
  4. Uden forældrebetaling/ekstern leverandør

70 procent af madordningerne bliver uden forældrebetaling, mens de resterende 30 procent bliver med forældrebetaling på henholdsvis 15 og 25 kroner.

Demonstrationsskolerne beslutter selv, hvordan de vil organisere skolemadsordningen, herunder om maden kommer fra et skolekøkken og/eller en ekstern leverandør.

”Hvad vil vi helt konkret have ud af forsøget i forhold til maddannelse og at lære børnene om madkultur? Hvor skal børnene spise? Hvem skal spise sammen? Hvad med støjniveauet? Hvordan får vi sat gang i samtalen rundt om bordet?”, spørger leder på Hornbæk Skole, Kari Jørgensen, og fortæller, at lærerne og pædagogerne bliver de vigtigste rådgivere i den proces.

På skolen hjælper 18 frivillige pensionister til i kantinen med en nuværende madordning. Kari Jørgensen håber, at skolen også kan inddrage dem i forsøget – enten til at udlevere maden eller til at sidde med ved bordene og tale med eleverne.

Folk glæder sig

Der kommer ikke til at være forældrebetaling på langt størstedelen af de skoler som deltager i forsøget. Derfor forventer begge skoleledere, at der på deres skoler kommer til at være forældre som vælger ordningen fra på grund af økonomi.

Der er generelt en stemning af, at nu kommer der noget spændende ind i vores skoledag, som vi ikke lige havde set komme

Kari Jørgensen Skoleleder på Hornbæk Skole

Men det er ikke nødvendigvis et problem, mener Kari Jørgensen fra Hornbæk Skole.

”Uanset om en elev får leveret mad, eller om de har madpakke med hjemmefra, er det vigtigste, at man spiser sammen i fællesskab – gerne på hele årgangen, hvis vi kan få det til at lade sig gøre”, siger hun.

I Hornbæk Skoles nuværende ordning kan man bestille en salat eller sandwich til børnene til 42 kroner. I forhold til det bliver den nye madordning både billigere og mere målrettet indskolingselever – og derfor forhåbentlig også mere attraktiv for forældrene, fortæller Kari Jørgensen.

Selvom det meste stadigvæk er oppe i luften, glæder begge skoleledere sig til at kunne tilbyde skolemad.

”Der er generelt en stemning af, at nu kommer der noget spændende ind i vores skoledag, som vi ikke lige havde set komme. Så folk glæder sig og er afventende nysgerrige”, siger Kari Jørgensen og tilføjer:

”Men der er stadig rigtigt mange ting, som skal på plads først. Jeg håber også på at få en aftale med en leverandør, hvor der er plads til at blive klogere og justere hen ad vejen”.

Start debatten

Læs også

  • Se om din skole er blandt de 191 skoler, der skal forsøge sig med skolemad
    Skolemad

    Se om din skole er blandt de 191 skoler, der skal forsøge sig med skolemad

Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

Nu er skolemadsforsøget i gang: Pensionisthjælp og støjniveau blandt overvejelserne  

Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplan
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS