Bogen handler om de udfordringer i uddannelsessystemet, tosprogede elever afstedkommer: At de udviser afvigelser fra danske normer og dermed i deres integrationsproces, synliggør bebov for forhandlinger om, hvad der er acceptabelt.
Udfordringen for skolen drejer sig om at skabe fælles sprog og kommunikationsformer og om at anerkende etnisk kultur og kompleksitet. Spørgsmålet er, om vore forskellige for-tællinger i fremtiden kan blive fælles med demokrati som det fælles værdigrundlag.
Bogen er et væsentligt indlæg i denne debat og dermed vigtig læsning for alle undervisere.
I fem artikler behandles sprog- og kulturproblematikken, dels i kulturmødet, dels med hensyn til sprogtolerance i såvel grundskolen som ungdomsuddannelserne. Også de forskellige aktørers rolle behandles.
Om lighedsforestillingen siges det for eksempel, at det er nødvendigt at tage den faktisk eksisterende pluralisme alvorligt og arbejde med den for at skabe grundlag for visionen om fælles demokratiske værdier. Blandt andet derfor bør der vises tolerance for sprogbehandling, udtale og sproglig korrekthed. Artiklerne om dette emne har gode ideer og forslag til undervisningen.
Hvad angår folkeskolen problematiseres det at tage udgangspunkt i den enkelte elevs forudsætninger og bedømme den tosprogede ud fra gængse almengyldige krav. For læreren er det vanskeligt at tage hensyn til såvel gældende norm som kulturelle og individuelle forskelle.
For ungdomsuddannelsernes vedkommende lægges der vægt på, at skolen er medvirkende til at nedbryde grænsen mellem de forskellige grupper ved at give rum til samtaler om fælles spilleregler og værdigrundlag samt til krav om refleksion over curriculum, lærerrollen og brobygning mellem grundskole og videre skolegang.
Hvis vi skal flytte normerne og grænserne for det acceptable, skal vi bevæge os ud over forståelsen af hverdagslivets funktionelle praksis og genfortolke de hovednormer, samfundet og offentlige institutioners praksis hviler på, kunne der stå som motto for bogen.
Norm og acceptabilitet
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.