Nilfiskens matte månetur

En opfindsomheds-tour de force gennem et goldt og lidt fladt månelandskab.

En pige i en blå lidt for stor prinsessekjole suges op på månen af en sølvgrå nilfiskstøvsuger, som her er forvandlet til et snabeldyr med søde øjne og strittende hår på snablen. Hun tager sig, med forbløffet udtryk, en svingom med støvsugerslangen, som forsøger at suge hende til sig, så hun bliver helt blå i hovedet. Herfra møder vi en række væsner og sjove dyr, - alle spillet af Tina Andersen selv. Hun transformeres fra det ene til det andet. Når performeren vender ryggen til, spiller hun en blå marsmand, og i næste øjeblik vender hun vrangen ud på sit kostume og forvandler sig til et brunt bæltedyr. Forestillingen er fuld af opfindsomme og underfundige indslag, og det er fascinerende, når den blå pige dukker op på et lærred ved siden af den rigtige pige og danser og hopper om kap med sig selv. Tina Andersens forestilling er en række af små numre, som hostes op efter hinanden og danner en fragmenteret fortælling. Måske for fragmenteret, i hvert fald blev børnene, som lå foran mig på madrassen, som forestillingen skred frem mere interesseret i hinanden end det som skete på scenen. Historien er for utydelig og abstrakt og er for langt væk fra børns verden. Idérigdommen bliver så stor og så særlig, at der ikke er meget genkendelighed tilbage.

Med flere tydelige skærpede omstændigheder kunne disse skrupskøre idéer og dejlige visuelle billeder have holdt børnene til ilden, men Tina Andersens dejlige blå prinsesse kommer til at stå meget alene i et koldt månelandskab med en masse gode intentioner, som ikke når helt ud over scenekanten. Mette Stentoft