Nej farfar! For vi børnestaver

Denne beskrivelse af erfaringer fra praksis er meget vellykket. Jeg synes, det er sjældent at møde en metodisk beskrivelse, der ikke virker kvælende og diktatorisk, men derimod viser, hvordan en relevant faglig beslutning er ud- og aldeles gennemført. Forfatterne har valgt at lade deres elever stave med de lyde, der kan høres, når børnene selv siger ordet. Det er dejligt at læse om det lettelsens suk, der går gennem klassen, den dag de smider ordkort, blanke som udfyldte, ud og helt synligt går over til at »børnestave«. Fra nu af får børnene lov til at prøve og kunne! selv: »Når børnene skrev simple ordbilleder, sagde det intet om, hvorvidt barnets egen staveproces var gået i gang, men når barnet forsøgte at skrive ord ud fra sin egen fonetiske kunnen og lydfornemmelse, viste det, at en bevidst staveproces var igangsat« (fra bogen).

Der er ikke mange kopisider og forslag til lege, det er nemlig en beslutning, det drejer sig om. En beslutning, der stiller et lærerteams sproglige viden til fuld rådighed for elevernes egen læringsproces. Det er Jørgen Frost og Kjeld Fredens, der har inspireret og støttet lærerne gennem projektet. For min skyld kunne det være julemanden, jeg synes, det er herligt og konstruktivt, at der overhovedet er udkommet en appetitlig beskrivelse af et modigt og rigtigt valg.