”Vi vil ind på hovedvejen, og den er humanistisk”, proklamerede tidligere rektor for Københavns Professionshøjskole Stefan Hermann, da han i november 2024 havde været direktør for Life Fonden i et år.
Dermed meldte en af de største fonde på skoleområdet klar til at støtte undervisning om grøn omstilling i alle skolens fag og ikke bare de naturfaglige, som fonden ellers traditionelt har haft fokus på.
”Hvis vi skal flytte noget, hvis vi skal give den almene dannelse en fylde, som også tager naturvidenskab og teknologi alvorligt, så er det ikke nok, at vi giver eleverne gode tilbud i de naturvidenskabelige fag”, lød det fra direktøren for Life Fonden – der nu sætter handling bag ordene.
Læs også
Til sommer kan skoler således booke undervisningsforløb udarbejdet af Life Fonden til både historie, samfundsfag og dansk.
Og hvis man giver tilladelse, følger der forskere med, der skal undersøge muligheden for et helt dannelsesbegreb på tværs af dansk, historie, samfundsfag, naturfag og teknologiforståelse.
Historie-videncenter skal følge med
Det er det nationale videncenter HistorieLab under professionshøjskolen UCL, der har fået opgaven med at stå for følgeforskningen i afprøvningen af forløbene.
”Life Fonden har masser af kompetencer i forhold til at lave undervisningsmaterialer inden for naturfagene, men har ikke tidligere gjort sig så meget i vores fag. Så vi er meget spændte på at se, hvad det er, vi får lov at følge med i”, siger Heidi Eskelund Knudsen, faglig leder af HistorieLab.
Man kan næppe trække et helt nyt dannelsesbegreb ned fra himlen
Heidi Eskelund Knudsen Faglig leder, HistorieLab
Både historisk og aktuelt spiller naturvidenskab og teknologi væsentlige roller i vores måde at forstå samfundsmæssige udfordringer og forandringer på, påpeger hun.
”For eksempel i spørgsmål om klima, biodiversitet, grøn omstilling og anvendelsen af nye teknologier til spredning af misinformation”, siger Heidi Eskelund Knudsen.
Bliver det påklistret?
Målet med følgeforskningen bliver at se, hvordan lærere og elever responderer på at få tilbudt indhold, der kommer fra et - set fra fagenes perspektiv - utraditionelt sted, forklarer Heidi Eskelund Knudsen.
Ambitionen fra Life Fonden er, at det naturfaglige og teknologiske indhold skal præsenteres på de humanistiske fags præmisser.
Læs også
"Vi er spændt på at se, hvordan de nye faglige fænomener eventuelt kan flyde sammen med almene dannelsesprocesser i fag med stærke traditioner for dannelsesidealer”, siger hun og tilføjer:
”Og om man på den baggrund kan begynde at diskutere naturfaglig og teknologisk dannelse på vores fags betingelser. Eller om lærere og elever vil tænke, ’ej, det virker lidt påklistret, det må naturfagene altså tage sig af’”.
Et nyt dannelsesbegreb
I projektbeskrivelsen lyder det, at målet er et ”nyt dannelsesbegreb” på tværs af naturfag, dansk, historie, samfundsfag og teknologiforståelse.
Men det vil sandsynligvis ikke blive markant anderledes end dem, der allerede eksisterer i de enkelte fag, understreger Heidi Eskelund Knudsen.
”Man kan næppe trække et nyt dannelsesbegreb ned fra himlen, uden det har en eller anden sammenhæng med eksisterende opfattelser af, hvad formålet er med at undervise i det enkelte fag. Det interessante bliver at se, om man kan få elementer til flyde sammen på en meningsfuld måde”, siger hun.
Afsættet for projektet er et pragmatisk dannelsesbegreb, der har øje for, at det er eleven, der er fokus for undervisningen, fortæller Heidi Eskelund Knudsen.
”Der kommer helt sikkert til at blive debatteret, hvad dannelse egentlig dækker over. Men udgangspunktet for os er, om undervisningen er meningsfuld i elevens øjne. Det er det dannelsesideal, vi står på”, siger hun og tilføjer:
”Men vi er selvfølgelig klar over, at dannelse er en proces over tid. Så hvordan går man ind som forskere i et forløb på nogle uger og vurderer den? Det kommer vi helt sikkert også til at drøfte”.
Forløb tilføjes løbende
Klikker man sig ind under de forskellige fag på Life Fondens hjemmeside, ligger der foreløbig et forløb til samfundsfag, et til historie og to til teknologiforståelse.
(Opdateret 3/3 - 2026 kl. 10:15: Ved artiklens udgivelse var der endnu ikke forløb til historie).
Der forventes nye forløb løbende i hele projektets løbetid, som er fra 2026 til 2029.
Forskningsprojektet har titlen ‘Advancing Bildung in School: Science and Technology in SHAPE’ – forkortet Abis.
Som led i projektet udvikles et program for kompetenceløft for lærere baseret på følgeforskningen om afprøvningen af forløbene.
Naturvidenskab er for vigtig til at overlade til naturfagene: Fond bag forløb til humanistiske fag
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.