Af BBC Worldwide Limited
Oversat af Mogens Andersen
Serien: Den blå planet
48 sider, 99,50 kroner
Forlaget Carlsen
Gennem tiden har mennesket enten frygtet hajen eller været dybt fascineret af det fantastiske dyr, som hajen på alle måder må siges at være. Der er nu kommet en bog om hajerne og deres liv, som tager afsæt i den helt fantastiske tv-dokumentarserie 'Den blå planet', der rullede over skærmen for et godt stykke tid siden.
I bogen beskrives hajernes liv på både godt og ondt. Bag fantastiske overskrifter som for eksempel 'Oceanernes dræbere' fortælles om, hvordan hajerne bliver til, svømmer, jager, dræber og lemlæster. Der fortælles også om hajernes historie, hvor forfaderen til hajerne – en megalodon – beskrives. Den skulle, efter hvad videnskaben har kunnet finde ud af, være omkring dobbelt så stor som den store hvidhaj, som er den mest frygtede af alle hajarter. Selvfølgelig er der også det moralske 'Red hajerne'-afsnit, som efterhånden synes at være i næsten alle udenlandske dyrebøger. Naturligvis skal vi passe godt på dyrene og sikre en tilstrækkelig variation, men afsnit som disse er for meget.
Til slut gennemgås de forskellige grupper, som alle hajarterne er inddelt i, så man bliver i stand til at skelne de forskellige grupper fra hinanden. Ganske godt. Bagest findes dels korte fakta om hajer, dels en ganske omfattende ordforklaringsliste, hvor de sværeste ord står forklaret.
Bogens stærke sider er de flotte fotos, der findes i massevis i denne bog, og som også var med til at gøre tv-dokumentarserien til et hit. Dens svaghed er den noget oppustede og fantastiske måde, det hele er fortalt på. Det giver bogen et andet præg end det, den kunne have haft, og som mere ville passe til vores mentalitet. Kan bruges i naturundervisningen fra og med fjerde klasse.
Niels Peter Riising
Natur/teknik
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.