Af Carl Lindberg-Nielsen og Erik Rønn
Illustrationer af Steen Andersen
Elevbog, 29 sider, 87,50 kroner
Lærerens Idebog, 90 sider, 175 kroner
Geografforlaget
Systematisk gennemgås en plantes opbygning med udgangspunkt i almindelige vilde planter. Her behandles emner som plantens forskellige dele, rodformer, blomstens bygning, bladformer, fotosyntesen, frø og frugter, plantefamilier og eksempler på fredede og giftige planter.
Der er nogle flotte, detaljerede og biologisk korrekte tegninger af en række forskellige arter og systematiske detaljer. De kan bruges direkte ved artsbestemmelse. Men samtidig er der en del tegninger med børn, der set i forhold til det strengt faglige indhold næsten virker for dengsede.
På en måde synes jeg, at bogen sætter sig mellem to stole i forhold til målgruppen 2.-4. klassetrin, og i hvert fald vil det kræve en meget stor indsats fra underviserens side at få eleverne til at opnå det fulde udbytte af det omfangsrige indhold. Til dette er der dog en særdeles stor hjælp at hente i lærervejledningen, der er grundig såvel fagligt som metodisk. Den ikke-biologikyndige kan heri næsten læse sig til en liniefagseksamen i botanik.
I lærervejledningens sidste del er der et halvt hundrede aktivitetsark i A4 format til fri kopi. Hvis disse ark ikke blot anvendes til udfyldning og farvelægning inde i klasserummet, men derimod - efter forfatternes hensigt - kobles med arbejde i naturen, så er her masser af ideer at plukke af.
Materialet indgår i GO's Natur/teknik-serie, der med efterhånden mange titler i høj grad er med til at præge og styrke fagligheden i faget, og rigtigt anvendt er Vi undersøger VILDE PLANTER ingen undtagelse. Den lever op til seriens mål om aktivt at indføre eleverne i grundlæggende fænomener og begreber.
Kaare Øster
Natur/teknik
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.