Anmeldelse:

Livet finder vej

Farverig udgivelse om hvorfor en tynd sort stribe på den hvide Stevns Klint er verdensarv og om, hvordan 'livet' overlevede den største katastrofe og der blev plads til mennesker.

Publiceret

Fakta:

Kridthavets mysterie - Hvorfor døde dinosaurerne?

Forfatter: Charlotte Blay

Illustrator: Lykke Bianca

130 kroner

92 sider

Forlag: Koustrup & Co.

”Kridthavets mysterie” har undertitlen ”Hvorfor døde dinosaurerne?” Og svaret er: En naturkatastrofe for 66 millioner år siden, der udslettede næsten alt liv på jorden. En grum historie, men den viser også, at livet mirakuløst kom igen, blomstrede og udviklede sig til den verden, vi kender i dag. Sådan lyder det fra forfatteren Charlotte Blay og illustratoren Lykke Bianca, der står bag denne nye børnebog om kridthavet. Udgangspunktet er Stevns Klint, der i 2014 kom på UNESCO´s Verdensarvsliste. Man har i øvrigt netop åbnet et flot informationscenter.

Historien er godt strikket sammen med et væld af smukke og varierede tegninger af Lykke Bianca. I fokus er drengen, der kan tale med fossilerne. Også den kloge måge blander sig, og i vandet møder drengen fisken Beryx. Drengen prøver at få ud af Beryx, hvad der egentlig skete der for mange millioner år siden, og pludselig begynder Beryx at huske mørket, der efterfulgte den store ildkugle. Beryx genoplever det hele, og drengen oplever, at Beryx dør og falder til bunds i havet. Alle dinosaurerne uddør, og kun små fisk, små hajer, lidt vandmænd, muslinger og søpindsvin overlever.

Så er drengen pludselig tilbage i nutiden og må lytte til den kloge måge, der praler med, at den nedstammer direkte fra dinosaurerne. Den kloge måge driller drengen med, at han stammer fra aberne og er i familie med rotterne.

Drengen finder en forstenet fisk, der viser sig at være Beryx, der måtte finde sig i at blive en del af det jordlag, man kalder fiskeleret, og som viser sig så tydeligt i Stevns Klint.

Igennem hele bogen finder man masser af små bokse med relevant information i en fin og oversigtlig opsætning. Bagest findes opslag med ”Hvad er kridt lavet af?”, ”Hvordan bliver noget til et fossil?”, et opslag, hvor Beryx fortæller og viser, hvordan Norden og Europa så ud i kridttiden og et kort, der angiver, hvor man i dag kan finde fossiler i Danmark.

På sidste side understreger Charlotte Blay og Lykke Bianca, hvorfor vi alle kan føle os heldige over, at livet kom igen efter den store katastrofe med den store komet for 66 millioner år siden. Og sikken en chance menneskeheden fik, og vi skal vide at passe på den!

Det er en fornøjelse at bladre/læse bogen igennem. Den er veloplagt og givende og vil være relevant som kiggebog fra 1.-3. klasse, mens det nok vil kræve gode læsere i 4.-5. klasse, hvis man vil bruge den som decideret ”lærebog”. ”Kridthavets mysterium” er en fornem og inspirerende udgivelse.