Napoleon

Den svenske populærhistoriker Herman Lindqvist har udgivet en meget velskrevet bog "Napoleon". Det er en omfattende sag på godt 600 sider, som læseren næsten ikke kan slippe. Visse faghistorikere kan have den opfattelse, at bogen er for romanpræget og til tider fortaber sig i ligegyldige småting. Det er imidlertid ikke mindst romanpræget og småtingsafdelingen, der har fascineret mig. Bogen er naturligvis fortællingen om en fattig, italiensktalende dreng fra Korsika, der uddannes til fransk officer og lynhurtig bliver Frankrigs store helt på grund af heldige militære operationer i Norditalien og i Orienten. Som 35-årig bliver han efter en folkeafstemning kronet til kejser i Frankrig. Fortællingen handler naturligvis om de videre sejre indtil det mislykkede forsøg på at erobre Rusland og det sidste tabte slag ved Waterloo.

Uden at de politiske og militære aspekter tabes af syne, er bogen først og fremmest en persontegning af det følelsesbetonede menneske Napoleon og hans mange søskende. Allerede som helt ung læste Napoleon utrolig meget, og han drømte om selv at blive forfatter. Han skrev noveller, romanudkast og et 40 sider langt essay om, hvordan mennesket skal opnå lykke. Han begyndte endvidere at skrive Korsikas historie. Alt sammen i Rousseaus ånd. Det er en logisk konsekvens af ungdomsdrømmene, at han som kejser i 1807 gav ordre til, at der blev oprettet et fakultet i litteratur og historie ved universitetet i Paris.

Bogen rummer et meget stort billedmateriale af malerier.