Når man ikke hører det, man hører

Der er forskel på at kunne høre og at kunne lytte. Vi overvejer straks, hvad vi hører, når vi bruger begrebet at lytte.

Og det er bogens hovedpointe. At overveje, at der kan være udfordringer med at få udbytte at det, man hører.

Her er neurologien kommet med en af de landvindinger, vi har ventet på: Når børn ikke hører efter, er det så, fordi de ikke vil eller ikke gider? Eller er der mon flere forklaringer? I den tunge ende af specialpædagogikken har vi længe vidst, at der er forskel på at have en hørelse, der fysiologisk virker, og så resultatet af det hørte. Denne bog kommer med et mere nuanceret bud på, hvordan hørevanskeligheder kan forstås, når det er hjernen, der ikke bearbejder hensigtsmæssigt.

Bogen er veldisponeret som håndbog til lærere og pædagoger, men også forældre kan få stort udbytte. Der er forklaringer både på det indførende niveau og på det mere dybtgående faglige, fysiologiske og neurologiske niveau. Det gør den egnet til brug på grund- og videreuddannelser, ligesom der er en gedigen litteraturliste.

Jeg lægger også vægt på, at der er flere vinkler på handlinger, både de tekniske og de træningsmæssige, og omgivelserne bliver også inddraget. Men vigtigst af alt er barnets perspektiv – hvordan opleves verden, når man ikke hører det, vi andre hører? Kan det være derfor, at man er urolig, ukoncentreret, afvisende, ked af det?

Bogen udfylder et stort hul i vores specialpædagogiske litteratur og er allerede inddraget på diplomuddannelsen.