Når irritation bliver til en lærebog

I forordet skriver Søren Bækgaard: "Denne bog er skrevet på en baggrund af irritation, hvilket måske i sig selv er diskvalificerende, når det drejer sig om en lærebog, da det kunne indikere, at den ikke er politisk neutral, men derimod på polemisk vis argumenterer ud fra et bestemt synspunkt".

Udfordringerne er ifølge Søren Bækgaard, at selvom demokrati er et gode, er der i den demokratiske ide indbygget nogle dilemmaer, som det er værd at have øje for. Og så nævnes der forskellige eksempler, ud fra om det er sandt eller falsk og rigtigt eller forkert.

Personligt engagement er altid godt, og man fornemmer mere end ”traditionelle” pædagogiske ønsker her i denne bog. Søren Bækgaard har tilsyneladende kæmpet med og mod holdninger for at kunne definere sin egen opfattelse af demokratiet. Denne personlige stillingtagen og holdning er fremragende, i det omfang at elever således ”påtvinges” at danne deres egne meninger.

Men det er her, min anke kommer ind. Bogen opererer på et for højt filosofisk og abstrakt plan, så den vil være for svær for mange elever i udskolingen. Det er for store veksler at trække på elever, der netop har fået indsigt og forståelse i demokratiets opbygning og berettigelse.

Forfatteren Søren Bækgaard har ud over at have skrevet bogen også selv stået for udgivelsen. Det har tilsyneladende været en hjertesag for forfatteren at komme frem med sit budskab, som er vægtet meget højt - så højt, at det flere steder er svært at få øje på de pædagogiske overvejelser. Eksempelvis er der tale om et meget ensformigt layout, ingen illustrationer, bagerst i bogen er der ni opgaver, men ingen undervejs. Endvidere får man at vide af forfatteren i forordet, at bogen bør læses i et hug – en tvivlsom pædagogisk tilgang. Et forlag ville måske have givet bogen, ideen og forfatteren et godt og produktivt med- og modspil.