De to seminarieråd for henholdsvis lærer- og pædagoguddannelsen blev nedlagt i forbindelse med regeringens sanering i råd og puljer, og det var ikke i første omgang Undervisningsministeriets vurdering, at MVU-rådet (Rådet for de Mellemlange Videregående Uddannelser) skulle høres om forsøgsansøgningerne fra Hjørring Seminarium og CVU Jelling.
"Det nye MVU-råd har fået overført kompetencer fra seminarierådene, og det er faktisk rådets opgave, at se på nye uddannelsesforslag, større revideringer af uddannelserne og forsøg, som er principielle i forhold til professionsbachelor-uddannelserne", mener FTF-repræsentant i MVU-rådet Erik Schmidt.
CVU Jelling har søgt om at etablere et forsøg med et første år, som er fælles for lærer- og pædagoguddannelsen, mens Hjørring Seminarium har søgt om et forsøg med en anden form for samarbejde mellem uddannelserne, hvor lærer- og pædagogstuderende ind i mellem i løbet af uddannelsen har forløb sammen.
MVU-rådet vurderer, at det er for tidligt at igangsætte forsøgene til august. I stedet vil rådet nedsætte et ad hoc-udvalg med repræsentanter for de to uddannelser, som vil gå dybere ind i en vurdering af planerne, før rådet tager endelig stilling til forsøgsansøgningerne. Rådet har en rådgivende funktion for undervisningsminister Ulla Tørnæs.
MVU-råd vil have lærer-pædagog-uddannelsesforsøg udskudt
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.