- emnesange for skolens yngste klasser
Af Steen Lerche
32 sider, 110 kroner
Folkeskolens Musiklærerforening
Et emnearbejde om sørøvere i de yngste klasser vil helt sikkert have elevernes store interesse. Børnene vil kunne bidrage med deres egen viden og samtidig være modtagelige for nye input. 'Sange om sørøvere' kan være udgangspunkt i et sådant emnearbejde.
Heftet indeholder 11 nye som gamle sange om sørøvere. Lige fra Thorbjørn Egners 'Sørøvervise' over Finn Jørgensens 'Kaptajn Klo' til helt nye kompositioner af Steen Lerche. Til sangene er der noder med becifringer. Melodierne er gode og sangbare. Teksternes indhold er sjove og passer fint til alderstrinet, men da der er meget tekst at holde styr på for børnene, havde det måske været en idé at gøre mere ud af illustrationerne for eksempel i form af tegneserier til at understøtte indlæringen af teksterne. Sangheftet afsluttes med en rigtig sørøverhistorie, hvori alle sangene indgår. Endelig er alle sangene indspillet på cd også som 'playback'.
'Sange for sørøvere' er et enkelt og godt materiale, der er lige til at gå til. Der lægges op til mange anvendelsesmuligheder lige fra det lille emnearbejde i klassen til den store sørøvermusical, der tager sigte på en fremvisning.
Poul Erik Lind Larsen
Musik
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.