Musik af Erik Bjørn Lund
Tekst af Kirsten Busk
Hæfte, 31 sider, 95 kroner
Folkeskolens Musiklærerforening
'Bag alle stjerner' er en julehistorie/-kantate, der første gang blev til som en del af en featureugeprojekt på Hornslet Skole, hvor ikke mindre end 650 børn medvirkede. I denne udgave er dramadelen forenklet, så den fungerer for mindre grupper. En minidrejebog bagest i hæftet giver forslag til, hvordan musikstykket kan opføres.
'Bag alle stjerner' er en julehistorie baseret på uddrag af Matthæus- og Lukas-evangelierne. Værket består af ni rytmiske julesange/-salmer arrangeret for børnekor og rytmegruppe. Endvidere er der forslag til en sammenbunden tekst og forslag til kordramatik. Materialet kan anvendes på et utal af måder. Man kan vælge at fremføre værket som enstemmig fællessang - som korværk med eller uden klaver eller med en rytmegruppe - med eller uden sammenbindende tekst - som kantate eller som drama med kulisser og agerende.
Ud over det her anmeldte hæfte kan et partitur med klaver, kor og diverse instrumentstemmer købes for 500 kroner eller lejes af forlaget.
I dette hæfte findes kun korstemmerne med becifring. Melodierne er meget iørefaldende, ikke helt enkle, men bestemt raffinerede. Enkelte er trestemmige hele vejen igennem, andre vekslende mellem en- og flerstemmig sang. 'Marias Sang', nummer otte, er for solostemme med trestemmigt kor. Den sidste sang, 'Julens Stjerne', er nok den sværeste, da den modulerer flere gange: fra f-dur til des-dur til e-dur og tilbage til f-dur. Selv om nodematerialet ikke er sendt til anmeldelse, fremgår det dog, at musikken skal spilles af mere rutinerede musikere.
Det er et meget fint materiale med mange anvendelsesmuligheder som nævnt ovenfor. Ud over dygtige børnekor i folkeskolen og musikskolen vil også kirkekor kunne have glæde af det.
Annie Leth
Musik
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.