"Multi 1A" er et materiale, der virker til at tage højde for elevernes forskellige forudsætninger for indlæring. Materialet består af en elevbog, lærervejledning, kopimappe og en i-bog. It integreres, i forbindelse med sidstnævnte, på interaktive whiteboards.
Elevbogen bygger fornuftigt videre på 0. klasses matematikundervisning, og progressionen er god. Siderne er indbydende, og der benyttes en god, intuitiv og farverig grafik. Lærervejledningen er gennemarbejdet og kommer løbende med uddybende forklaringer, udvidelses- og differentieringsmuligheder, og den lægger sig fint op ad "Fælles Mål 2009". Det virker gennemtænkt.
Til materialet hører en i-bog. Den fungerer, som den skal, og er et elektronisk eksemplar af elevbogen. De enkelte opgavesider ligger også i mediearkivet i enkeltstående format, der gør dem meget overskuelige at arbejde med. Herudover finder man ligeledes videoeksempler og interaktive opgaver, der relaterer sig til de emner og problemstillinger, materialet præsenterer. De interaktive opgaver lægger op til brugen af IWB, og det lader til at fungere fint.
Det skal tilføjes, at der findes mange alternative materialer, der ligner, men materialet her er virkelighedsnært og indeholder et grafisk flot layout samt de funktioner og den interaktivitet, der forlanges i en moderne matematikundervisning i dag.
Priserne på materialerne virker ikke overdrevne, hvilket man desværre må sande er en vigtig forudsætning for indkøb i dag. Jeg kan anbefale materialet.
Multi 1A
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.