Mr. Mister

- men hvis skyld er det så? Kan man bare sådan lige handle på frikort, så de andre må undgælde? Temaet om skyld er kun lige antydet, når Rune Jessen i Boomerang Teatrets forestilling "Mr. Mister" med entusiasme og fordybelse moverer, kryber, danser, smigrer, slesker sig igennem de syv mandsroller, der hænger sammen i årsag og virkning: den enes handling giver den næste person en anledning, som han griber med konsekvens for den næste, og sådan fortsætter spillet i en række, så vi som tilskuere rives ind i forløbet og spændt venter på, hvilken handling der mon kan slutte kredsen af hændelser.

Jeg var begejstret og morede mig strålende, og jeg vil antage, at folkeskolens større elever vil gøre det samme, for vi kender dem jo, alle typerne fra vores egen hverdag, som de med skiftende outfit manøvrerer sig over scenen: den forkrampede, ham med selvtilliden i orden, den langhårede unge musiker, "den alternative" og hver af dem er ramt på kornet.

Det her er teater også for drengene, som måske står af over for nogle af de mere feminine tendenser i moderne ungdomsteater, og pigerne får muligheden for en spændende voyeurposition i denne til tider lidt lumre mandeverden. Drengene vil her kunne genkende sig selv i forsøget på at etablere deres gryende manderolle, og de vil formodentlig veksle mellem betagelse, misundelse, afsky, foragt, nedladenhed og beundring, når Rune Jessen folder sig ud i de syv roller med en mimik og en kropslighed, der nok kan få en dreng i de store klasser til at se sig selv i spejlet og måske forsøge sig med flamencotrinene inden næste diskoteksaften.

Scenografien er enkel med kostumerne hængt op på bagvæggen som pirring for tilskuernes fantasi og samtidig som en hverdagskulisses menneskemylder. Og ind ad sprækken mellem pladerne kommer så manden i undertøj (af den ordinære model med lille ben og dertil mørke sokker til midt på læggen). Så er spillet i gang med tempo og en antydning af de dybder, som hver af os henter op fra egen bevidsthed og projicerer ind i spillet på scenen. Det er vedkommende teater. Netop det er forestillingens store styrke: vi får ikke facit, vi danner det selv, og der er brikker nok at tage af og bygge videre med i Rune Jessens mangefacetterede roller.

Vivi Holm