Mønsterbrud i opbrud

Glem alt hvad du har lært om social arv og mønsterbrud. Denne antologi bevæger sig dybere og læng­e­re ned i de begreber, som vi har læst en masse om på seminarierne. I bogen diskuteres, hvad der egentlig karakteriserer et "mønsterbrud", hvad der skal til for at kunne kaldes et "mælke­bøt­te­barn", og hvad på forhånd negative forventninger til et barn kan gøre ved barnets præ­stationer. Langt de fleste børn klarer sig betydeligt bedre end deres forældre, men der skal mere til end blot uddannelsesniveau, for at det kan kaldes et egentligt mønsterbrud.

Antologien er et opråb til politikerne om reformer til at støtte børn med vanskelige opvækst­vilkår. Lærere, pædagoger og andre omsorgspersoner skal ikke finde sig i, at børn, der kunne hjæl­pes med for eksempel ekstra lektiehjælp, morgenmad i skolen eller en kontaktperson, ikke får den nødvendige hjælp og dermed ikke den tiltænkte ungdomsuddannelse.

Moderne hjerne­forskning har også sit at sige i forhold til resiliens. Det viser sig nemlig, at violinspil, fra børnene er ganske små, har en positiv indvirkning på hjernebarkens tykkelse. Og at depressioner og omsorgs­svigt hjernemæssigt kan sammenstilles med lettere hjerneskader. Heldigvis er vore hjerner elastiske, og terapi vil kunne genoprette meget.

Resiliens, tilknytningsmønstre, udviklingsstøttende kontakt, trivsel og mistrivsel er alle vigtige begreber, når der skal tegnes et billede af en moderne forskning omkring negativ social arv og mønsterbrydning. Det er velformidlet faglig nytænkning, der handler om, hvordan vi bliver til de mennesker, vi er, og hvad der kan gøres for at fremme børn og unges vækst og trivsel.