Mobning

- om vold og mobning blandt børn og unge

Af Allan Guggenbühl

Socialpædagogisk Bibliotek

177 sider, 170 kroner

Gyldendal

I både USA og her i Europa er vi gennem medierne blevet vidne til, at skoleelever i frustration går amok med skydevåben. Så vidt er det ikke kommet i Danmark endnu. Men for nylig blev en 15-årig pige voldtaget af tre drenge fra hendes klasse.

I skolen for 20-30 år siden kunne lærerne nøjes med at undervise. Konfliktløsningen var meget enkel, den begrænsede sig til en gårdvagt, der sivede hen for at skille to slagsbrødre ad. En situation, der kun blev synlig for læreren af, at de andre elever stimlede sammen og råbte: 'heja, heja . . .' Den schweiziske børne- og ungdomspsykolog Allan Guggenbühl peger i denne meget spændende bog på, at volden også var der dengang. Aggressionerne fik blot frit løb i fritiden og på skolevejen gennem gård-, gadekrige og så videre. Det groteske er, at volden er flyttet ind i skolen, fordi skolen er blevet mere menneskelig og mindre disciplinær. Det omvendte er sket med fritiden, der nu består af et væld af voksenorganiseret udbud af fritidsaktiviteter. Al færden i trafikken kræver disciplin og organisering. Ofte køres børn i bil til og fra diverse aktiviteter. Det har medført, at det tit er i skolen, at børn og unge får afløb for både den sunde aggression og den rå vold.

Bogen diskuterer ikke, om voldelighed er en oprindelig drift i mennesket eller en frustreret reaktion på omgivelsernes indvirken, men giver eksempler på begge dele: 'Glæden ved ødelæggelse og vold er en urmenneskelig egenskab' og 'Det er tit miljøskadede børn, . . . der bliver voldelige af sjælenød'. Ifølge Guggenbühl er aggression naturlig, men den skal målrettes for ikke at blive destruktiv. Han gør op med myten om det aggressionsfrie barn og ønsker, at vi forældre, pædagoger og lærere lader være med at lukke øjnene for menneskets skyggesider ved at forsøge at mediere enhver konflikt. Derved lader vi børnene i stikken med deres fascination af vold. Hvis man som lærer kun accepterer fred og fordragelighed, begynder børnene at skjule deres aggressive sider: 'Paradoksalt nok kan en holdning, der i udpræget grad kun accepterer fred og fordragelighed, komme til at virke aggressionsfremmende på børnene'.

Når tre drenge binder en pige fra deres klasse og voldtager hende, efter at de har set en socialrealistisk film med vold og voldtægtsscener i skolen, tændes der straks for 'man burde'-knappen. Man burde forbyde voldelige videofilm, forældre burde skoles i børneopdragelse, og skolen burde sørge for mere disciplin. Men denne 'man burde'-tankegang skaber en følelse af afmagt. I stedet skal vi handle og tage ansvar der, hvor vi kan.

Sidste halvdel af bogen handler om, hvad skolen kan gøre mod volden. Her er det utroligt vigtigt, at lærerne har en fælles holdning og normsæt til, hvad der accepteres på skolen. Klare principper til, hvad man forstår ved sund aggression, og hvad der er vold. Principperne skal ikke bare stå på et stykke papir, men eleverne skal fornemme en enig lærergruppe, der reagerer i forhold til et fælles normsæt.

Sidste kapitel i bogen har en meget detaljeret og brugbar gennemgang af kriseintervention i aggressive skoleklasser. At gå ind og lave kriseintervention i en klasse kræver naturligvis stor indsigt og erfaring. Men denne bog kan godt danne udgangspunkt for skolepsykologers og interesserede læreres arbejde med vanskelige klasser. Samtidig kan alle, der har med børn og unge at gøre, hente inspiration til at tackle mobning, vold og aggressioner, der er blevet en del af mange læreres hverdag. Bogen kan absolut anbefales. Den teoretiske del er skrevet i et flydende sprog, der konkretiseres med mange praktiske eksempler, hvilket gør den meget læseværdig.

Dorte Olsen