Undervisningen var planlagt ned til minuttal, da Anna Simonsen trådte ind i sin 3. klasse i starten af august sidste år. Hvis noget gik galt, havde hun en backupplan.
”Det var virkelig hårdt, men også rigtig givende, fordi jeg endelig var i gang med det, som jeg har uddannet mig til i fire år”, siger Anna Simonsen.
Nu er Anna Simonsen ved at afrunde sit første år som folkeskolelærer. Et år, der har budt på opgaver, uddannelsen ikke havde forberedt hende på, øjeblikke, hvor hun følte, at hun gjorde en rigtig forskel, og en tur på ledelsens kontor.
Men alt dette vidste hun endnu ikke, da hun begyndte som dansk- og klasselærer i en 3. klasse på Elev Skole i Lystrup tæt på Aarhus. Hun underviser klassen i musik, historie, billedkunst og kristendomskundskab. Samtidig underviser hun i musik i indskolingen og på 4. årgang.
Fra starten blev den unge lærer kastet ud i at undervise i flere fag, som hun ikke var uddannet i. I kristendomskundskab og historie kunne Anna Simonsen bruge meget af den didaktik, hun havde med fra danskfaget, men det krævede meget tid at forberede undervisningen i de ukendte fag. Særligt billedkunst var udfordrende, følte hun, fordi tilgangen er meget anderledes.
”Det kræver bare så meget energi i forvejen at undervise i de fag, man er uddannet i, fordi alt er helt nyt stadigvæk”, siger Anna Simonsen.
Hjælp fra mentor og team
En af de mest krævende aspekter af hendes hverdag er, at hun hele tiden skal træffe mange hurtige beslutninger. Hvis der opstår en konflikt i frikvarteret inden lektionen, skal hun vælge mellem at trøste et grædende barn eller prioritere at sætte klassen i gang med undervisningen.
”Jeg træffer 100 forskellige valg i løbet af en dag. Jeg skal hele tiden tage stilling til, om jeg skal prioritere flokken eller det enkelte barn. Nogle gange kan det godt hjemsøge mig, om jeg nu har taget det rigtige valg”, fortæller Anna Simonsen.
De første par måneder af skoleåret brugte Anna Simonsen busturen hjem fra arbejde på at stirre ud i luften.
”På et tidspunkt er empatitanken tømt. Det var hårdt i starten. Jeg vil så gerne være alt for børnene, men det kræver en balance at finde ud af, hvor meget af mig selv jeg skal give”, siger hun.
I de situationer har Anna Simonsens årgangsteam hjulpet hende med at finde ud af, hvilke opgaver hun skal prioritere.
”Jeg har hele tiden haft min ledelse og mine kolleger i ryggen. De har virkelig også været gode til at sige: ’Det skal du ikke tænke på’ eller ’nu har du gjort nok’”, siger hun.
Da Anna Simonsen begyndte på skolen, fik hun en erfaren dansklærer i parallelklassen som mentor. Og både mentor og team har hjulpet hende med forberedelsen til undervisningen, at danne overblik og struktur og tage forældresamtaler.
”Det var meget trygt, at jeg måtte spørge om så meget, jeg ville, for de havde også sagt ja til at få en nyuddannet i deres team”, siger hun.
”Jeg har fået hjælp til alt det, der kan slå én ud, derfor har børnene og jeg kunnet koncentrere os om at lære hinanden at kende, og vi har etableret fundamentet for den bedste undervisning”, siger hun.
Derudover har Anna Simonsen fået nedsat skema, så hun underviser 24 lektioner om ugen i stedet for 26 de første to år. Hun har også fået en fast forberedelsesplads.
Juleferien var tiltrængt
Da det første halve år var gået, og det blev juleferie, følte Anna Simonsen sig både udmattet og rolig. Det havde taget tid at lære børnene og skolen at kende, men nu var rutinerne ved at falde på plads.
”Jeg kunne trække vejret lidt lettere, og jeg kunne tage hjem lidt tidligere nogle gange. Jeg fik et andet overskud efter jul”, siger Anna Simonsen.
Så hun var fortrøstningsfuld, da hun kom tilbage efter ferien. Lige indtil det gik op for hende, at ledelsen ville ændre hendes skema. Hun talte med sin mentor om det, og de besluttede at foreslå nogle rettelser til det nye skema.
”Det var nervepirrende at stille krav, fordi jeg havde en følelse af, at jeg ikke havde anciennitet nok”, siger hun.
Ledelsen inviterede derefter Anna Simonsen og hendes mentor til en snak, og det førte til en god dialog, hvor ledelsen imødekom hendes ønsker.
”Det var en god oplevelse at gå til ledelsen med mine tanker. Vi har en god og lyttende ledelse. Det er jo allerførste step ad vejen, at man ved, at det bliver taget imod”, siger Anna Simonsen.
Oplært i Aula-beskeder
Samarbejdet med forældrene var det, som Anna Simonsen var allermest nervøs for. Heldigvis kunne hun også her læne sig op ad sit team.
Få måneder inde i sit første arbejdsår var hun med til møder med forældre, men hun fik lov til at vente lidt med at svare på beskeder på Aula. I stedet så hun, hvordan hendes kolleger gjorde, og lærte deres strategier.
Det gik hurtigt op for hende, at forældrene er meget forskellige. Nogle er afslappede, andre er mere nervøst anlagt. Op til en weekend havde hun for eksempel en snak med et forældrepar, som var bekymret for deres barns trivsel, men efter weekenden mødte hun ind til en besked på Aula.
”Jeg tænkte: ’Hold da op, vi har jo slet ikke nået at implementere det, vi har aftalt’. Nogle forældre skal man somme tider forsikre om planen flere gange. Andre har ikke brug for lige så hyppig kontakt”, siger hun.
Når Anna Simonsen ser tilbage på det forgangne år, føler hun, at hun er godt på vej til at blive den lærer, hun gerne vil være: Sådan en, der gør en forskel, og som børnene føler, at de kan komme til.
”Jeg har stadig mange ting, jeg skal øve mig på. Der er 100 procent dage, hvor jeg kommer hjem og tænker, at jeg ikke var den bedste version af mig selv overhovedet”, siger hun og tilføjer:
”Nogle dage handler det også om at acceptere, at vi jo bare er mennesker”.
Planlægningen til næste år er godt i gang, og for første gang har Anna Simonsen selv haft indflydelse på sit skema og fagfordelingen.
”Jeg glæder mig virkelig til at fortsætte de klasser og i de team, som jeg er startet i og har fundet ro og struktur i. Jeg glæder mig til at skulle have min nuværende 3. klasse i 4. klasse og fortsætte med at undervise dem”.
Mit første år som lærer: ”Det var virkelig hårdt, men også rigtig givende”
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.