Mit Danmark

Ti portrætter af forskellige danskere, som har det til fælles, at omverden betragter dem som fremmede. Det er et godt udgangspunkt for mellemfolkelig forståelse. Nogle er så integrerede, at omverden kalder dem for spaniere, men ellers er de lige så skæve, normale og særprægede, som folk er flest. Taxachauffører, frisører, pensionister, teenagere og andet godtfolk. En fin pointe i en tid, hvor det er vigtigt at fastholde særpræg og egenart. Portrætterne er fine, små stykker hverdag med sorger og glæder nærmest over grænsen til det banale. Snakken går om perkere, Muhamed-tegninger, opdragelse, kærlighed, drømme, og hvad der nu ellers optager mennesker, helt banalt og almindeligt; det eneste "anderledes" er nogle af de medvirkendes hudfarve. Vi kommer endda til frisøren og får pointen med, at den gråhårede pensionist gerne vil farves sorthåret, for sådan er han vant til at opfatte sig selv.

Til undervisning kan det måske være i orden at bruge et par portrætter til at vise mangfoldigheden, men den oplever børn jo til hudløshed i hverdagen i både skole, hjem og institution, så som integrationsdokumentation er den for tung. Derimod kunne portrætterne fint bruges til at vise portrætkunst, måske som udgangspunkt for elevproduktioner for at skærpe blikket for de magiske detaljer, som filmmediet er så god til at påvirke os med: den melankolske melodistump, Batman-plakaten bag den lille dreng, de livlige hænder i fokus med mere. Her er rige muligheder for at skærpe elevernes blik for mediet og dets muligheder for folk på begge sider af kameraet.