Ministerlogik

Ind under jul sidste år sendte skolens minister et læserbrev til Politiken. Hun skrev, at avisen udviste en sær mangel på logik, når den kritiserede det seneste skoleforligs tildeling af større beføjelser til skolebestyrelserne. Ministeren fandt det ikke blot ulogisk, men ligefrem absurd at mene, at forældrene skal have mindre indflydelse, fordi de viser lav interesse for valgene til skolebestyrelserne og for bestyrelsesarbejdet. 'Interessen forsvinder da først', argumenterede hun, 'hvis den reelle indflydelse på vigtige beslutninger fjernes fra skolebestyrelsesarbejdet. Det er netop den anden vej, vi skal gå'.

Faktisk er vi gået den anden vej i over et halvt århundrede. Fra 1933 kunne forældrende oprette skolenævn, hvis de ønskede det; men det var der ikke mange, som gjorde før i 1960'erne. I 1970 blev der pligt til at oprette skolenævn, og i styrelsesloven af 1974 blev nævnene tillagt en række konkrete opgaver. I 1990 blev skolenævnene erstattet af skolebestyrelser med endnu flere beføjelser ... men lige meget hjalp det.

På mangfoldige skoler holdes der 'fredsvalg', fordi det kniber med overhovedet at samle kandidater til en enkelt liste. Afholdes der endelig valg, ligger den gennemsnitlige stemmeprocent nede på omkring en fjerdedel af, hvad den er ved folketings- eller kommunalvalg.

De borgerlige regeringspartier, som i 1989 tog initiativet til at oprette skolebestyrelserne, har åbenbart svært ved at erkende, at ideen er et flop. For at camouflere fiaskoen skal vi derfor have mere af samme slags. Ministerens logik svarer nærmest til den, man kan møde hos visse læger: Virker medicinen ikke, øger de doseringen i stedet for at se kritisk på deres diagnose.

I dette tilfælde skulle diagnosen ikke være svær at stille: Lovgivningsmæssig skizofreni. Folkeskoleloven fastslår éntydigt, at folkeskolen er den kommunale skole - ikke sognets eller distriktets. Kommunalbestyrelsen er ansvarlig for folkeskolens drift, ikke skolebestyrelserne. Kommunalbestyrelsen skal afholde udgifterne til folkeskolens drift og opkræve de dertil nødvendige skatter - ikke skolebestyrelsen. Derfor kommer folkeskolen i splid med sig selv, hvis en eller anden skolebestyrelse uden en tøddel økonomisk ansvar kan blokere for hensigtsmæssige organisationsændringer - ikke mindst i en periode med det skattestop, ministerens parti taler så varmt for.

En af de væsentlige årsager til, at Danmark har en af verdens dyreste barneskoler, er, at vi har et stort antal diminutive skoler med meget lave klassekvotienter. Vil vi fortsat tillade os denne luksus, forekommer det logisk at øge statstilskuddene til den slags skoler, ikke at øge skolebestyrelsernes beføjelser ... i hvert fald for den, som ikke besidder ministerlogik

Niels Holst er lærer og indretningsarkitekt