Lærerlønnen i Egedal Kommune er lavere end i de omkringliggende kommuner. Alligevel er det lykkedes for den nordsjællandske kommune at stoppe en udvikling, hvor mange lærere forlod skolerne efter kort tid.
I 2021 sagde 21 procent af lærerne i Egedal Kommune op. I 2023 var tallet faldet til 18 procent og i 2024 var tallet faldet til 11,7 procent. Når det gælder nyansatte på skolerne, var det tidligere hele 25 procent, der stoppede i løbet af det første år. Sidste år var det kun to ud af 16 lærere, der stoppede inden for det første år, fortæller formand for den lokale lærerkreds Karina Hentzen om de tal, de har fået fra den kommunale forvaltning.
Udviklingen i kommunen fik børne- og undervisningsminister Mattias Tesfayes opmærksomhed. Han kontaktede kommunen for at blive klogere på, hvad de har gjort for at holde på lærerne, og i sidste uge var han på besøg på Veksø Skole.
Fokus på lærerstartsordning
Karina Hentzen fortæller, at den lokale arbejdstidsaftale for lærere i Egedal sætter et max på undervisningstiden på 26 lektioner om ugen og sikrer fælles og individuel forberedelse på 360 timer om året.
Karina Hentzen fortæller, at kommunen har iværksat en række tiltag, der ser ud til at virke.
”Vi fik en lærerstartsordning for et par år siden, som de nye lærere har været rigtig glade for,” fortæller hun.
Den lokale kreds af Lærerforeningen er selv en del af lærerstartsordningen og holder møder med de nye lærere.
”Vi har dygtige tillidsrepræsentanter på alle skoler, og de er allerede godt i gang med at byde de nyuddannede og nyansatte velkommen på skolerne,” nsiger hun og forklarer, hvordan lærerne i lærerstartsordningen blandt andet arbejder med forældresamarbejde og klasseledelse.
”Lærerstartsordningen betyder også, at de får lavet et netværk, hvor de kan mødes”, siger hun og forklarer, hvordan kredsen bidrager med indlæg om, hvordan man navigerer i sin opgaveoversigt og lønseddel, og hvad fagforeningen kan gøre for lærerne.
”I år har kommunen sat i gang, at alle nyuddannede skal have en mentor, der er lokalt på skolen. Sidste år var det en mentor fra PPR, men det er bedst, at det er på skolerne og tættere på hverdagen. Vi håber at det prioriteres på skolerne og både ledere og mentorer bliver klædt på til opgaven fra skolecenteret,” siger hun.
Ønsker sikring af klasselærertid
Hun mener, at der i kommunen er kommet større opmærksomhed på, hvordan kolleger støtter hinanden. Men der er stadig udfordringer i en kommune, hvor skolebudgettet er meget presset.
”Politikerne har bedt skolecenteret regne på, hvordan lærerlønnen ligger i forhold til vores nabokommuner, og de har fået et tal der er på 3,8 mio. Vi har dog haft held med at aftale et fastholdelsestillæg alle lærere får efter to års ansættelse”, siger hun og fortæller, at lærerkredsen har sendt et budgetforslag til politikerne.
”Vi arbejder for at få en særskilt bevilling til skolerne til klasselærertid, som skolerne ikke har nu,” fortæller hun. ”Jeg synes stadig 11,7 procent er for mange. Det tal skal længere ned.”
Minister: Egedal fortjener stor ros
Mattias Tesfaye var imponeret over kommunens indsats, da han var på besøg.
”Egedal har halveret deres afgang af lærere, og det fortjener stor ros, for det er ikke en nem opgave. De har investeret systematisk og arbejdet målrettet med det, og nu høster de resultaterne. Hver kommune skal selvfølgelig finde sin egen vej og måde at gøre tingene på, men måske kan de drage nogle erfaringer fra Egedal," sagde ministeren til Sjællandske i forbindelse med besøget.
Han peger på, at han tror, at det som er uden om undervisningen - som forældresamarbejde og klasseledelse, godt kan presse nye lærere.
”Der er mange gøremål for en lærer i dag. Jeg ved, at mange synes, det er en stor mundfuld. Hvis vi skal ændre det billede, så handler det om, at vi skal kigge på rammerne. Vi skal hjælpe dem - især i de første år, hvor de er i job efter deres uddannelse”, lød det fra ministeren.
Minister roser kommune: Sådan holder Egedal fast på lærerne
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.