”Erfaring betyder noget. Jeg har et større overblik, kan holde tingene lidt nede på jorden, og jeg bliver brugt til vejledning, som mentor, og mine kolleger sætter stor pris på, at jeg kender skolen så indgående. For det har en stor betydning for kulturen”, siger børnehaveklasseleder Maj-Britt Späth Sørensen.
Hun har arbejdet på Ågerup Skole i Holbæk Kommune i 39 år, og de mange år giver en erfaring og en viden, som både hun selv og andre nyder godt af.
”Min alder og min erfaring har stor værdi for både børn og kolleger, men det er selvfølgelig en balance. Man skal passe på ikke at blive den gammelkloge, men jeg nyder stadig at udvikle mig og prøve nye ting af”.
Maj-Britt Späth Sørensen har lige rundet 66 år, og hun fortsætter gerne i jobbet, hvis hun kan få mere fleksible rammer.
”Jeg er virkelig glad for jobbet. For kollegerne, for at være en del af et fantastisk fællesskab og for børnene. Samværet med børnene giver så meget glæde og mening. Deres umiddelbarhed, de mange gode snakke og det at hjælpe dem på vej til at blive nysgerrige og videbegærlige”.
Men hun kan også mærke alderen og behovet for lidt større fleksibilitet. Så de sidste seks skoleår har hun gjort brug af retten til aldersreduktion, hvor 60-årige børnehaveklasseledere og lærere kan få reduceret deres årlige arbejdstid med 175 timer, og det har givet hende nedsat tid, hvor hun arbejder 33,3 timer om ugen.

”Fuldtidsjob er hårdt, men jeg er blevet mere frisk til jobbet, efter at jeg gik ned i tid. Timerne er fordelt, så jeg har lidt kortere dage, og det har givet mig mere overskud”, fortæller hun.
Nedsat tid og flere seniordage
Selv om 3,7 timer mindre ugentligt kan lyde af lidt, gør det en forskel.
”Måske er det også lidt psykologisk. Før kunne jeg føle mig træt og udmattet, hvis jeg havde en lang dag først med timer i børnehaveklassen og direkte til møder eller samtaler med forældre. Nu kan jeg nå at komme hjem og få et break, og det gør en kæmpe forskel”, siger Maj-Britt Späth Sørensen.
Hendes pensionsalder er 67, og hun overvejer at stoppe som 68-årig for at få den skattefrie seniorpræmie med, hvis man arbejder et år efter sin pensionsalder.
Fuldtidsjob er hårdt, men jeg er blevet mere frisk til jobbet, efter at jeg gik ned i tid. Jeg har lidt kortere dage, og det har givet mig mere overskud.
Maj-Britt Späth Sørensen, børnehaveklasseleder
Hun kunne dog også sagtens finde på at blive endnu længere, hvis hun fik tilbudt mere fleksible rammer. Gerne nedsat tid og flere seniordage.
”Seniordage giver meget. Hvis man er træt efter en emneuge eller andet, så er det lidt en livline, at man har mulighed for en ekstra fridag”.
Den ekstra nedsatte tid kunne hun godt tænke sig blev gradvist øget over årene.
”Så kunne jeg fortsætte i jobbet ved at trappe gradvist ned, og der ville ikke være så brat en overgang mellem arbejdsliv og pensionistliv. Det har jeg altid set som lidt skræmmende”.
De mange tanker om seniorarbejdslivet ville hun gerne have drøftet med sin ledelse i en seniorsamtale.
”Sådan en har jeg ikke fået tilbudt, og man skal nok også senest have samtalen omkring 60-årsalderen, hvis man gerne vil beholde seniorer i jobbet. Har man først indstillet sig på at stoppe, er den beslutning svær at omstøde”, mener Maj-Britt Späth Sørensen.
”Min alder og erfaring har stor værdi for børn og kolleger”
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.