Socialdemokratiet satser stort på skolen, når de i løbet af i år skal kæmpe om vælgernes opbakning.
Det lagde statsminister Mette Frederiksen ikke skjul på, da hun præsenterede Socialdemokratiets såkaldte ’lilleskoleudspil’ i dag på Pilegårdsskolen i Tårnby.
Hvis socialdemokraterne kommer i regeringen efter næste valg, lover de at sænke klasseloftet i de små klasser til 14 elever. Det betyder, at der skal oprettes rundt regnet 4.000 nye klasser på landsplan, og derfor bliver der også brug for at ansætte 4.000 flere lærere.
På pressemødet stillede en journalist det oplagte spørgsmål: Hvordan vil regeringen skaffe 4.000 lærere i en tid med lærermangel flere steder i landet?
Logikken bag socialdemokraternes svar, er også en form for satsning, forklarede Mette Frederiksen. Et bedre arbejdsmiljø skal nemlig lokke nogle af de tusindvis af uddannede lærere og børnehaveklasseledere, der har forladt folkeskolen, tilbage.
De små klasser i indskolingen er den første forbedring, der ”skal give lærerne bedre muligheder for at udfylde rollen som voksen i klassen”, som Mette Frederiksen sagde på pressemødet.
”Vi håber på, at vi kan hale både de unge og de ældre lærere tilbage i skolen,” understregede hun.
Vil holde på de unge og ikke-uddannede
Undervisningsminister Mattias Tesfaye understregede, at de mindre klasser vil give mere ro og tid til at varetage relationen med forældre og selvfølgelig først og fremmest de mindste elever.
Partiet satser også på, at de forbedrede arbejdsforhold i skolerne kan få flere unge lærere til at blive i folkeskolen. Lige nu forlader en stor andel nemlig folkeskolen efter blot to år. Ofte på grund af det såkaldte praksischok.
Socialdemokratiet har i udspillet desuden afsat over 1,2 milliarder til at kompetenceudvikling. Det er penge, der kan bruges på flere former for efteruddannelse.
Men intentionen er først og fremmest, at de skal bruges på at gøre meritlæreruddannelsen gratis for dem, der i dag underviser ude i folkeskolen uden at have læreruddannelse, forklarede undervisningsministeren.
Læs også
Hvorfor lige præcis 14 elever?
Der blev også stillet andre oplagte spørgsmål til pressemødet.
Mattias Tesfaye måtte blandt andet redegøre for, hvorfor Socialdemokratiet lige præcis er landet på tallet 14 for et nyt klasseloft for indskolingen.
Her var svaret ganske enkelt, at det vil give mulighed for at lægge klasserne sammen i 4. klasse uden at overskride klasseloftet på 28 elever.
Undervisningsministeren understregede, at han ikke forventer, at overgangen til mellemtrinnet kommer til at blive for skarp for eleverne, når de pludselig vil kunne se frem til at have mange flere klassekammerater.
”I løbet af 3. klasse kan man stille og roligt udvide rammerne og for eksempel have idrætsundervisning eller tage på udflugt med parallelklasserne,” forklarede Mattias Tesfaye.
Og til dem, der undrer sig over, at partiet ikke også vil give eleverne på mellemtrinet og i udskolingen mindre klasser, lød svaret, at der til gengæld er afsat 700 millioner til to-lærerordninger ude på skolerne.
Ifølge Mattias Tesfaye vil små klasser skabe mere trivsel for de mindste elever, så kan man også forvente, at færre elever ender med at skulle i de specialtilbud, der ifølge ministeren trækker ressourcer fra almenskolen.
Læs også
Skal der bygges helt nye skoler?
Ja. Socialdemokraternes forslag indebærer, at der nogle steder i landet skal bygges nye skoler.
Det fortalte Christina Krzyrosiak Hansen, og Holbækborgmesteren mener bestemt, at det er realistisk.
”Det vil jo være lidt forskelligt, men på nogle skoler vil der skulle bygges,” sagde borgmesteren.
Men pengene kommer oveni kommunernes eksisterende anlægsrammer, der ellers begrænser, hvor meget kommunerne må bygge.
”Det er rigtig godt,” understregede hun.
Kan klasserne ikke blive for små?
En journalist spurgte, om ikke de små klasser kunne medføre andre trivselsudfordringer for eleverne.
Det medgav Mette Frederiksen og anerkendte, at de små klasser kunne give en ny pædagogisk udfordring.
”Men det er trods alt en meget mindre udfordring, end mange af de udfordringer, som lærerne har i dag”, svarede statsministeren.
”Vi håber på, at vi kan hale både de unge og de ældre lærere tilbage i skolen”
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.