Den årlige lønpose kommer fra april næste år til at veje lidt mere for 400 lærere i Gribskov Kommune. Helt præcis 3000 kroner, eller hvad der svarer til beskatningen af den nye multimedieskat. Det er netop aftalt i de lokale lønforhandlinger mellem Gribskov Lærerkreds og kommunen.
"Aftalen betyder, at vi kan beholde vores medarbejder-pc-ordning, som vi er glade for. Og det betyder, at vi kan blive ved at have den fleksibilitet og effektivitet i vores arbejde, som er med til at gøre det sjovt at være lærer", siger formanden for Gribskov Lærerkreds Allan Nielsen til folkeskolen.dk.
Skal ikke straffes økonomisk
Det er for at eliminere virkningen af multimedieskatten, at Gribskov Kommune og Gribskov Lærerkreds har besluttet at afsætte en del af den lokale lønpulje for 2010. Aftalen er en del af den lokale lønudmøntning i overenskomsten, hvor en ramme på 1,25 procent af lønsummen skal fordeles gennem en lokal aftale.
"Vi er nået dertil, hvor brugen af computer og elektroniske hjælpemidler er blevet en naturlig del af forberedelse og efterbehandling af teamsamarbejde. Vi er nødt til at have adgang til de her ting for at kunne fortsætte med vores arbejdstidsaftale. Forventningerne til lærerne ændrer sig ikke af en multimediebeskatning. Løntillægget sikrer blot, at lærerne ikke straffes økonomisk for at have et nødvendigt redskab som computeren til rådighed", siger Allan Nielsen.
I kommunen er man også tilfredse med den nye aftale.
"Løntillægget vil kompensere lærerne for multimedieskatten. Her i Gribskov Kommune har vi i meget stor udstrækning indgået aftaler om hjemmearbejdspladser for at give en mere fleksibel og effektiv hverdag. Vi har mærket meget stor utilfredshed over den nye skat, og vi vil ikke risikere, at medarbejdere fravælger de tekniske hjælpemidler. Vi vil gerne anerkende, at lærerne er parate til at arbejde fleksibelt ved at kompensere for multimedieskatten", siger kommunaldirektør Mogens Hegnsvad til Frederiksborg Amtsavis. Han er parat til at indgå lignende aftaler med andre faggrupper i kommunen.
Medieskatten udløser løntillæg
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.