Med Vilde Vinger

Denne historie er autentisk og foregår i begyndelsen af 1900-tallet. En dreng, der har levet første del af sit liv alene i skoven, er blevet bragt til den verdensberømte doktor Biermanns residens. Vi kommer ind i historien, da Biermanns nye assistent, frøken Cecilie, ankommer. Nu følger vi doktorens og Cecilies metode til at gøre Victor, som drengen kaldes, til en følsom dreng med menneskelig behov, som trang til renhed og til et blødt sengeleje.

Vi ser, hvordan Cecilie meget pædagogisk og ved hjælp af en Pinocchio-figur, får Victor til at udføre flere 'menneskelige' gøremål, som for eksempel at sove i sengen, vaske sig og føle jalousi. Men Victor bliver ved med at opføre sig som et dyr; han slubrer vand i sig som en hund og springer krumbøjet rundt som en abe. Han lærer dog snart, at der er mad i vente, hvis han udfører mindre opgaver korrekt. Han lærer endda også nogle få ord. Frøken Cecilie belønner ham ved at fortælle eventyret om Pinocchio, som Victor elsker at høre, og de to kommer tættere på hinanden. Doktor Biermann, der fra begyndelsen har været talsmand for, at Victor skal leve som ethvert andet menneske og ikke et dyr, lader alligevel Victor vise frem i et auditorium fyldt med læger fra hele verden. Pludselig er det os, publikum, der glor på dette ufuldendte menneske! Victor skal synge - for det har han lært! - men han nyder ikke at være 'en rigtig dreng'. Den unge Victors ansigt er fyldt med smerte, angst og tvivl. Og her, endelig, føler jeg for første gang under forestillingen med én af karakterne. Sangen forstummer, og vi får at vide, at Victor døde, inden han fyldte 30 år.

Med Vilde Vinger mangler sammenhæng og nærvær. Dobbelthistorien med Pinocchio, som den lille dreng, der ikke kunne tilpasse sig, men efter at have gennemgået mange lidelser bliver lykkelig som de andre drenge, er oplagt og godt set, især hvis Victor havde haft flere positive oplevelser. Men hvordan har Victor det? Vi ser aldrig Victors ansigt. Og hvorfor prøver Cecilie ikke at tale Biermann fra at behandle Victor som en dansende abe? Historien mangler finesser og fremdrift - de tre karakterer er overfladiske og stereotype, hvilket giver en sær distance - hvem er det, vi skal identificere os med? Forestillingen er dog, som resten af Meridianos forestillinger, teknisk og musikalsk flot og gennemført - der er intet at udsætte på den skæve og spændende musik, der underbygger historien. Lysætningen er strålende - men måske har Giacomo Ravicchio haft lovlig mange kasketter på i denne forestilling.

Mitte Wagner