Med ryggen mod Berlin / 2. verdenskrig i billeder / Nürnberg-interviewene

DR2-TV har under overskriften »Med tyske øjne« sendt en række fine udsendelser i anledning af 60-året for anden verdenskrigs afslutning. Fra samme vinkel har den britiske militærhistoriker Tony Le Tissier samlet elleve øjenvidneberetninger fra slaget om Berlin. De fortæller, helt nede fra jordhøjde, om de forbitrede og vanvittige kampe, der blev udkæmpet fra Küstrin over Seelow-højderne til Berlins gader mellem Den røde Hær og en desperat tysk hær i opløsning.

»Med ryggen mod Berlin« kan (også med sine tydelige oversigtskort) være et udmærket supplement til Antony Beevors standardværk »Berlin, Faldet, 1945« og filmen »Der Untergang«, men den kan slet ikke, bare for god ordens skyld, erstatte Beevors helt suveræne bog fra 2002.

Kæmpeværket »2. verdenskrig i billeder« med 900 fotos og en ledsagende, ikke ukompliceret tekst er, hvad den er: En brostenstung klods med fantastiske fotos indeni. Den demonstrerer i al overdådighed, at anden verdenskrig er den mest fotograferede krig nogensinde.

Jeg kan godt forestille mig, at den må være øjeåbnende at bladre igennem for en opvakt elev i 8.-9.-10. klasse. Jeg har selv for hundrede år siden fået min indvielse i historie med en tilsvarende bog. Derfor ærgrer teksten mig. Den har sat sig mellem to umulige stole: Den er hverken en brugbar billedtekst eller en kontinuerlig fremstilling af krigens gang. Man sidder med de mest utrolige fotos og man får ikke ordentlig besked. Væsentlige fotokildeoplysninger mangler.

Men okay vi ser på positivsiden: Bogen er uhørt billig. Og bare man véd, hvad man køber, så er det trods alt et godt køb.

Det er i al fald også »Nürnberg-interviewene«, som pludselig blev udgivet i USA i 2004, redigeret af historikeren Robert Gellately. Det fører for vidt her at fortælle om selve udgivelseshistorien, men det korte af det lange er dette:

En meget ung amerikansk psykiater, Leon Goldensohn (1911-1961), kommer til Nürnberg-domstolen i januar 1946, og frem til juli samme år gennemfører han en række interviews med de nazi-koryfæer, der stod anklaget for så voldsomme forbrydelser mod menneskeheden, at hårde straffe ventede forude. Den 16. oktober 1946 blev alle de dødsdømte (minus Göring) hængt af sergeant Wood fra Texas. Hess blev indespærret på livstid i Spandau i Berlin, og Albert Speer gjorde ham selskab i fængslet i tyve år frem til 1966.

Goldensohn går fra celle til celle og taler med disse tidligere højt placerede nazister. Han kommer indenfor hos Göring, Hess, Kaltenbrunner, Keitel, Ribbentrop, Rosenberg, Sauckel, Frick, Speer, Streicher, Jodl, Frank, Höss med flere. Hans opgave som psykiater er at iagttage disse nazister, som, i tidens opfattelse, måtte være »patologiske tilfælde«. Af hans notater kan man se, at det måske ikke lige er det, han oplever. Han siger det ikke, men man har fornemmelsen af, at han ser det samme, som Hannah Arendt så i 1961 i Israel under Eichmann-processen: ondskabens banalitet.

Måske er denne tidlige indsigt årsag til, at ingen skulle bruge hans interviews. Han fik åbenbart lov til at tage sine notater med hjem og dér lå de så i mange år, også efter hans tidlige død som 50-årig.

For hærdede anden verdenskrig-læsere er disse interviews ren guf. Det er ekstramateriale til alle os, der ikke kan holde op med at prøve at forstå, hvorfor det dog skete. Dengang. I Tyskland.