"Flyvere på himlen" er en meget smuk og poetisk billedbog. I Lidjas have duftede der af sommer. Der legede hun med sin bedste veninde Sanja. Så kom flyverne. Sanja døde. Og nu bor Lidja i et stort boligkompleks. Nede på græsset leger fremmede børn. Hvordan skal hun lære dem at kende?
Storebror har råd. Sammen folder de papirflyvere og sender dem ned til de fremmede børn. Måske kommer en op og ringer på for at lege med Lidja?
Fra Lidjas blik er det børnene foran blokken, der er fremmede. Læsere og tilhørere får lov at opleve verden fra flygtningens side. I et meget poetisk sprog og med meget poetiske illustrationer af Katrine Clante.
Det at have mistet verden og blive fremmed i den sættes her ind i en fortælling om krig. Men det behandles på en smuk og nænsom måde. Det er en æstetisk nydelse, der venter læseren. Og et vigtigt bekendtskab med krigsflygtningens erfaring og fremmedhed i det nye land.
Bogen kan anbefales fra otte år. Måske mere til højtlæsning end til selvstændig læsning.
"Med hjertets blod" handler også om at have mistet. Louises ven går gennem isen og drukner. Og Louise løb ikke efter hjælp. Louise bliver følelsesløs og kold. Men mormor siger, at en dag vil Louises hjerte briste og bløde, og så vil hun føle varme igen.
En stille fortælling om at opleve stor sorg og skyld. Om at kunne lægge skylden fra sig. Og om at bearbejde sorgen ved at give den sprog.
Til oplæsning og selvstændig læsning. Fra ti år.
Med hjertets blod / Flyvere på himlen
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.