Med de voksne dørmænd - på nattens arbejde

De er dørmænd på diskotek Lime Light, og de er seje når de står og vælger, hvem af tøserne og fyrene, de vil lukke ind. Voksne mænd, med hver deres smerte, som de lukker os ind i - bid for bid. Men måske er forestillingen snarere henvendt til et voksent publikum end til ungdomspublikummet.

De kan deres lus på gangen. Kan deres chicks og seje fyre. Kan scorereplikkerne, kan føren-sig-frem-rutinerne. De kan tøserne på fingre. De piger, som endnu ikke er 18 år, men i nattens vrimmel af mindreværd, lidenskaber og hormoner lader sig gennembore af den første Hugo Boss lugtende ungersvend. De kan også drengenes klamme attituder. Kender alt til den flok knægte, som har brug for en 9-10 genstande, før de kan drage på disk, og se hvor mange patter, de kan få pillet ved, og hvornår de kan få lettet trykket.

De er dørmænd på diskotek Lime Light. Voksne mænd, som står og vælger, hvem af tøserne og fyrene, de vil lukke ind. Voksne mænd, med hver deres smerte, som de lukker os ind i - bid for bid. Når de da ikke lige giver den som tøserne eller drengene, eller rapper rytmisk - hvilket de gør godt, eller lige skal give den som Michael-Jackson-kloner, med hånden i skridtet og det gør de også godt. Men dørmændene er voksne. Og den voksnes smerte er der hele tiden. Den kan hverken de - eller vi - slippe udenom. Et faktum, som på samme tid bliver det forsonende og det dybt problematiske ved denne forestilling.

Som hovedperson står dørmanden Erik, en person, der for at lukke smerten ude er nødt til at løfte 170 kg. nede i fitnesscentret. På samme måde som han lukker alle andre følelser ude - for det gør alt for ondt at vide, at kollegaen måske har onduleret ekskonen. Eller i hvert fald kender én, som har gjort det. Og når han kigger på den store flok af unge piger, der tropper op ved 1-tiden om natten - som en flok lemminger, der søger mod floden - kan han se, at de alle sammen er nogens døtre. Og han får lyst til at holde om dem. For at holde dem ude fra dette diskotek.

Det er hans historie, vi hører. Hans sorg over et liv, der ikke er lykkedes, og hans sorg over den store overflod af liv, der går til spilde hver fredag og lørdag. Og det er en smuk historie, og meget morsomt fortalt. Ikke kun af Hans Henrik Clemmensen som Erik. Men også af de andre dørmænd: Pierre Miehe-Renard, Tom Jacobsen og Steve Smith.

Men det er den voksne, der kigger på ungdommen, og på den måde bliver Dørmænd snarere en forestilling for alle os forældre til de unge, der konstant lever - læs:spilder - deres liv på diskotekerne; med misbrug af rusmidler og andre mennesker. Måske vil den også fungere udmærket som en fælles forestilling for klassen og dens forældre. Men som decideret skoleforestilling, er den mindre egnet. For både temaet og måden at henvende sig på er skrevet udfra - og beregnet på - den voksne tilskuer.

Lone Nyhuus