Anmeldelse

Matematikvanskeligheder på mellemtrinnet

Nul huller - eller ...

Det er vigtigt, at elever med matematikvanskeligheder får disse afdækket og afhjulpet i videst muligt omfang. Her kan det nu komplette sæt vejledninger om matematikhuller gøre god fyldest i hele grundskoleforløbet.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Matematikvanskeligheder – Tidlig intervention" udkom i 2013, og "Matematikvanskeligheder på de ældste klassetrin – Kortlægning og undervisning" fulgte i 2016. Med den nys udgivne "Matematikvanskeligheder på mellemtrinet – Kortlægning gennem samtale" foreligger et komplet sæt materialer beregnet til at afhjælpe elevers vanskeligheder med de såkaldte matematikhuller.

Fakta:

Titel: Matematikvanskeligheder på mellemtrinnet

Forfatter: Lea Lindenskov, Peter Weng

Pris: 475

Sider: 130

Forlag: Dansk Psykologisk Forlag

I bogens meget grundige indledning kunne et par kapitler nok undværes, mens andre klart er must read. Således kapitlerne om samtale i matematikundervisningen, henholdsvis matematik i grundskolen. I sidstnævnte beskrives lærerens rolle i dag: ”… at få den enkelte elev engageret i arbejdet med matematik, fordi eleven finder arbejdet meningsfyldt og interessant”. Dette stiller krav til læreren, der som et minimum skal være linjefagsuddannet. Det er yderligere nødvendigt, at ”læreren … udvikler sig gennem efteruddannelse og deltagelse i udviklingsarbejder …”. En interessant pointe er det også, at algebra som matematikkens sprog med fordel kan (bør) inddrages allerede på begyndertrinnet.

I kapitlet om regnehuller og matematikvanskeligheder beskrives handlemulighederne, når ”hullet” er opstået: fylde op, lægge bro hen over eller gå udenom. Yderligere får vi i "Hjælp til at lære matematik?" en redegørelse for brugen af digitale værktøjer og konkrete materialer i undervisningen. Vigtigt er det her, at konkrete materialer netop ikke skal erstatte abstraktionen, men tværtimod være en hjælp til denne.

Fra "Lærer-elev-samtaler om matematik": ”… det (er) godt selv (som lærer) at have en forståelse af, hvad matematik er …”. Således oplyst går man videre med fire problemstillinger til brug for den indledede samtale med eleven. Påstanden om, at sværhedsgraden hele vejen spænder fra 1. klassetrin til 10. klassetrin, må her stå for de to forfatteres egen regning …

Efter kopisider med informationstest (spørgsmål og samtaleopgaver) følger kapitlet om kortlægning af matematiske kompetencer, ligesom arbejdet med indikation af eventuelle regnehuller inden for tal og algebra, geometri og måling samt statistik og sandsynlighedsregning vies hver sin meget fyldige gennemgang. To tanker er nærliggende: "Jamen, hvordan får man/læreren overhovedet tid til at gå så meget i dybden med bare ganske få elever" og "Hvis indikationen virkelig gennemføres med op til fjorten opslag per stofområde, så kan man vel finde huller hos hvem som helst?"

Ovenstående indvending skulle dog nødigt afholde nogen fra at gå i gang og nå så vidt, som resurserne tillader. Det er aldrig for sent at få en lykkelig matematikbarndom, og nærværende materiale skubber ligesom sine to forgængere i den rigtige retning.

Powered by Labrador CMS