"Martins ørevoks" og "Den Sorte Linie" er de to første bøger i en ny serie, som hedder "Zowie". Den er tiltænkt mellemgruppen 9-13 år. Sally Altschuler er blandt andet kendt for bogen "Verdens navle" og serien "Zone 5". Bøgerne har et tilhørende website: www.zowie.dk. Illustrationerne er sort-hvide med tegneseriesekvenser, og forsiderne giver et godt billede af indholdet og vil trække læsere til.
Serien er bygget op omkring tre venner Ferrari, Emil og Martin. Sidstnævnte mister hørelsen på det ene øre og opdager, at det skyldes, at en ufo er landet i øret på jagt efter energikilder, som er ørevoks. Væsenerne i ufoen kommer fra planeten Zowie og præsenteres som slimklatter med navne som for eksempel Søndag uden sodavand. Vil det lykkes Martin at komme til at høre på begge ører igen, og hvad sker der med slimklatterne?
I anden bog "Den Sorte Linie" har Martin stadig en enkelt slimklat tilbage i øret, men derudover hører vi ikke meget til væsenerne i denne bog. Det er meningen, at drengene skal på kanotur i Sverige, men det går helt anderledes. De ender på en campingplads, hvor der sker mystiske ting, men dejlige piger mangler der ikke.
Bøgerne bliver desværre aldrig rigtigt sjove. Der mangler nerve. Væsenerne i ufoen Okum er hverken charmerende, sjove eller farlige, og drengenes indbyrdes jargon virker søgt og handlingen noget rodet.
Martins ørevoks / Den Sorte Linie
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.