De lærere, der er de sikreste tekniske brugere, har også de stærkeste pædagogisk/didaktiske kompetencer i forhold til at inddrage it og medier i undervisningen, konkluderer konsulentfirmaet Rambøll Management i sin evaluering. Kun halvdelen af de 15.500 lærere, der har fået støtte fra ITMF-puljen til at at tage et pædagogisk it-kørekort, vurderer bagefter, at de har øget deres brug af it i undervisningen. Samlet set er anvendelsen af it og medier i folkeskolen stort set ikke vokset siden 2001, da ITMF-puljen på over 300 millioner kroner blev bevilget. Men kvalitiativt er der alligevel sket en udvikling:
"Folkeskolen er i nogen grad begyndt at anvende it og medier med henblik på at understøtte den faglige indlæring", skriver Rambøll, men ITMF har primært skabt effekt blandt de lærere, der i forvejen var længst med at integreret it og medier i deres undervisning. Én gruppe lærere er dog undtagelsen fra den konklusion. Nogle af ITMF-projekterne har været gennemført blandt netværk af skoler, og det har betydet, at lærere som fra starten ikke var mere med på it-beatet end gennemsnittet har flyttet sig meget. Det er ofte skoler, som ikke selv har taget initiativ til at gennemføre et it-udviklingsprojekt, men er blevet opfordret til at være med at en anden skole. Dermed er der blevet stillet krav til dem udefra, og de har undervejs kunnet få hjælp af projektlederskolen.
ITMF-projektet har bidraget til at gøre gode it-baserede læremidler og pædagogiske ideer mere tilgængelige for lærerne, og selvom det i første omgang er de mest aktive lærere, der har fået øje på de nye materialer, så forventes spredningen at fortsætte i de kommende år. Rambøll Management foreslår, at Undervisningsminissteriet tager initiativ til en mere systematisk spredning, som skal foregå fra lærer til lærer. De lærere, som kun anvender it og medier i begrænset omfang, vil nemlig heller ikke af sig selv opsøge viden om it.
En anden konklusion er, at skoleledelsen er vigtig for at sikre, at it bliver et naturligt redskab på skolen. Evalueringsrapporten nævner som eksempel en skole, hvor det var en fælles målsætning i lærerkollegium og ledelse at arbjede med de såkaldt billedkloge børn, og derfor faldt det naturligt at bruge digitale videokameraer og redigeringsudstyr i undervisningen til støtte for de billedkloge børns fortællekompetencer.
Evalueringen viser også, at effekten af det pædagogiske it-kørekort er størst på skoler, hvor der er klare målsætninger for brugen af it, hvor der er god adgang til udstyr og til teknisk og pædagogisk it-vejledning.
Der er udarbejdet i alt ti rapporter om ITMF-projektet, som strakte sig fra 2001 til 2004 - se link øverst til højre for denne nyhed.
Mange lærere mangler stadig it-kompetencer
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.